Intet af dette kan måles

Jeg træder ind i klasselokalet.

Her er hele årgangen samlet om et oplæg min kollega holder. Vi skulle egentlig have delt klassen, men de skal lige afslutte et forløb om Hvidstensgruppen, således bliver jeg vidne til et smukt sammenspil mellem en velforberedt lærer og engagerede elever.

Læreren læser engageret afskedsbrevet, som optakt til en udvalgt scene eleverne skal se, som tydeligt illustrerer de karaktertræk, som de netop havde identificeret hos personerne i filmen.

Vi ser klippet.

Alt imens supplerer læreren medrivende med historiske fakta og pointerer hvordan personernes handlinger viser personligheden. Mange timers fordybelse i tema, analyse og historie må gemme sig bag denne indsigt.

Eleverne bagved skiftevis pjatter og forsikrer hinanden om, at hvis det var deres far, så... jeg tror de lige som jeg forsøger at skjule de tårer, der presser sig på, for det er en stærk film om eksistentielle og nødvendige valg.

Læreren spørger eleverne, hvornår det er acceptabelt at tage en andens liv. En elev tager ordet, det er tydeligt, at han har noget på hjertet og han fortæller medrivende om Breivik og hvorfor dødsstraf kan forsvares. Læreren griber argumenterne og beder de andre elever udfordre hans holdning. En anden elev replicerer, at når vi mener han har gjort noget forkert og utilgiveligt, hvordan kan vi så gøre det samme?

Holdninger brydes, meninger dannes og identiteter skabes - intet af dette kan måles, kun op-leves.

Jeg var meget berørt over denne time, fordi den viste den unikke opfattelse af læring og undervisning, som bygger på en lang dannelsestradition, som langsomt forsvinder i folkeskolereformens rigide opfattelse af indhold i en arbejdstid uden tid.