Intellektuel ørkenvandring

Astrid Schjødt Pedersen efterlyser i Folkeskolen nummer 17 en historie, som til hendes ærgrelse ikke bliver fortalt om den skole, som mange nye lærere skal ud at arbejde i. Historien skulle handle om, at det trods alt det »bøvl, alle de frustrationer, forstyrrelser og krav, der vælter ind over skolen«, alligevel er værd at arbejde i skolen. Måske burde denne utrolige historie gøres mere troværdig ved også at indeholde lidt om, at dette »det allervigtigste fag af alle« faktisk besværliggøres mest muligt af arbejdspladsens lovfastlagte indretning. At folkeskolen fra 1993 til nu rent faktisk har forsømt de bogligt dygtige såvel i skolen som i den pædagogiske debat og idéudvikling, ganske enkelt fordi skolen er indrettet på at fremme og gøre en dyd af denne forsømmelse. At skolen over for de uundgåelige adfærdsforstyrrelser, som folkeskolens udelthedsprincip har fremavlet hos de særligt intelligente (målt på den rigtige form for intelligens), men såmænd også hos mange andre almindeligt bogligt begavede, for hvem skolen har været og er en intellektuel ørkenvandring, ikke har reageret på anden måde end ved at dia­gnosticere dem som psykiske anomalier og i praksis henvise dem til forskellige former for specialundervisning. At læreruddannelsen netop ikke indeholder et speciale med henblik på at undervise bogligt begavede elever, i samme omfang som læreruddannelsen kerer sig om undervisningen af de svage. At alle folkeskolens fortrædeligheder i en sum henføres til manglende økonomi, centrale regler og bestemmelser blot for at slippe for at skulle udpege udeltheden til at være roden til alle fortrædelighederne. At fremkomsten af Mentiqa-skoler ikke er et forargelsens tegn på forældres vankundighed, men et konkret vink med en vognstang om folkeskolens uduelighed som skole.