Inklusionssmedaljens bagside er også en undskyldning værd, Fru Frederiksen

Historien om mangel på bæredygtig inklusionen og mangel på bæredygtig håndtering af specialundervisningsopgaven, er også fortællingen om en af de centrale mangler ved kommunalreformen fra 2007. Kommunerne overtog opgaven og ansvaret for specialundervisningsopgaven, da reformen trådte i kraft. Baggrunden var, at amterne i en årrække siden slutningen af 1990’erne, havde set en voldsom stigning i antallet af elever, som skulle tilbydes vidtgående specialundervisning.... En opgave amterne løste efter bedste evne, men det var tydeligt, at kommunerne ukritisk læssede de omkostningstunge specialopgaver over på amterne, uden store overvejelser for, om de kunne løse opgaverne nær folkeskolens almenområde. Der var uomtvisteligt tale om ren kassetænkning, frem for samfundssind, fra kommunernes side.

Siden kommunaliseringen af specialundervisningsopgaven, må man sandelig sige, at kommunerne har skiftet spor i takt med, at de ikke har andre, at læsse udgifterne over på. Vi har set voldsomme besparelser på ikke kun specialundervisningsområdet, men på hele det specialiserede sociale område. Almenskolen har i snart 15 år været mødt med krav om at rumme, integrere og inkludere børn med behov for høj specialisering i den pædagogiske, psykiatriske og psykologiske praksis (begreberne har vekslet noget gennem årene), og metoderne har med rette været fagligt og politisk kritiseret for, at have mål om afspecialisering og udgiftsreduktion, snarere end kvalificering af opgaveløsningen, for øje. Den fortsatte perlerække af respektløs håndtering af specialundervisningsopgaven, som hænger på en lang snor, bliver i al sin enkelthed kun længere, så længe kommunerne får gulerødder for deres håndtering af opgaven, frem for pisk.

I disse tider, hvor staten undskylder for uanstændig behandling af udsatte børn og voksne tilbage i tiden, er mit bud, at vi også kigger ind i den håndtering vi idag byder udsatte borgere i nutidens specialiserede sociale felt.