Inklusion – kunsten at balancere

Inklusion kan være et spørgsmål om at høre til, at indgå, at føle sig imødekommet som en del af noget større end en selv. En del af et fællesskab. For det er i spændvidden mellem det fælles og det invididuelle, at det inkluderende opstår og findes. Det er i skæringspunktet, det sker. Der hvor det fælles bliver forudsætningen for og målet med det individuelle. Og omvendt. Der hvor fællesskabet er resonanskasse for individet, og hvor individet er understøttende for fællesskabet. Som celloen. Hvor strengen får en helt anden klang og lydstyrke, når den er koblet på kassen. Og hvor kassen på samme vis er afhængig af strengen for at lyde som en cello. Der hvor forgrund og baggrund, streng og kasse, individ og fællesskab på skift bliver forgrund og baggrund for hinanden.

Når der er balance mellem modsætningerne, bliver mennesker trygge. Og trygheden er forudsætningen for at vi trives, næres, lærer og udvikler os. Så hvordan kan vi skabe ultimative trygge inkluderende fællesskaber? Det kan vi ved at være opmærksomme på balancen i det fysiske rum og i det mentale rum. Være bevidste om balancen mellem det lyse og mørke, det brede og det smalle og det høje og det lave. Hvis det fysiske rum eksempelvis er helt hvidt, på vægge, gulve, loft og inventar, kan vi ikke tåle at opholde os i rummet. Vi må nødvendigvis tilføre modsætningen noget mørkt, på gulv, vægge eller inventar. Kun derved kan rummet gøres tryggere og dermed i højere grad understøtte den hensigt, vi har med rummet. På samme måde i det mentale rum, hvor der må være balance mellem det fremsættende og det spørgende, det lyttende og det talende, det produktive og det reflekterende, det individuelle og det fælles.

Eller sagt anderledes: når vi sikrer balance mellem modsætningerne, inviterer vi til et trygt eksperimentarium for inkluderende praksis.