Inklusion for enhver pris?

Når vi kigger på folkeskoleområdet, er inklusion et af de begreber, der oftest bliver snakket om. Jeg synes også, debatten hurtigt bliver lidt fastlåst i, at ingen vil sige fra i forhold til inklusion, og tanken om, at der er nogen, der ikke skal inkluderes, er svær at holde ud og vedkende sig.

Personligt vil jeg også inklusion og gerne så meget som muligt, men vi skal sikre, at midlerne, både de økonomiske og de menneskelige, følger med, når vi vil inkludere.

Vi bliver også nødt til at vedkende os, at der er børn, der ikke kan inkluderes i folkeskolen. Er det et nederlag? Nej, det handler om at tage ansvar både for den enkelte og for den større gruppe. Når midlerne ikke følger med det politiske ønske om inklusion, er der børn, der »drukner« i det politiske mål om, at folkeskolen skal kunne rumme alle børn.

Jeg anser det som et overgreb mod børn, når man i inklusionens navn ikke gør det, der er bedst for det enkelte barn, og grundet økonomi ikke tilbyder det enkelte barn en skræddersyet løsning, som bedst kan løfte det. Selvfølgelig så jeg gerne alle børn inkluderet i folkeskolen, men er det realistisk?

Spørger du mig så, vil jeg langt hellere investere i børn ved at skræddersy løsninger til den enkelte. Spørgsmålet er, om ikke vi ekskluderer nogle børn ved at forsøge at inkludere dem i et fællesskab, hvor de ikke får de bedste vilkår for at udvikle sig til den bedste udgave af sig selv.

Faktum er, at vi ikke kan tale om inklusion uden også dens modpol - eksklusion. Og spørgsmålet er, om vi i virkeligheden ikke ekskluderer børn, når økonomi er styrende for, hvor de skal inkluderes. Er det altid barnets tarv at blive inkluderet i det store fællesskab - folkeskolen?