Kære undervisningsminister Christine Antorini.
Du skriver i flere aviser, at det handler om, at børn med særlige behov skal være i et læringsfællesskab.
Ja - men I »glemte« at sende personale fra specialinstitutionerne med ud i folkeskolen.
Rigtig mange børn med specielle behov er »tabt« på gulvet. Forældre og lærere er frustrerede og stressede.
Mange sygemeldinger blandt lærerne er et stort problem på skolerne. Unge vikarer står for ofte for undervisningen i klasserne. Hvordan skal en ung vikar kunne takle et-tre børn med forskellige særlige behov? Sammen med 24 andre børn i en klasse.
Hverdagen ser sådan ud!
Inklusionselever skal være i et lille læringsmiljø for at kunne trives optimalt.
Eller i få timer med ekstra støtte i en klasse. Den viden har alle, som arbejder med børn!
Inklusionselever, som sidder i en klasse med 25-28 elever, kan opleve det som et nederlag. Netop der mærker eleverne, at de bliver udstillet som anderledes. Hvis ikke resurserne til støtte er der!
Inklusion uden nok voksne er dårligt for alle vores børn.
Lokalt er det umuligt at finde løsninger, så det enkelte barn ikke lider. Mange kommuner er i fuld gang med en sparerunde og fyrer lærere og pædagoger. Det hænger slet ikke sammen.
Det er varm luft og mange fine ord, som du pakker ind i »kulørt cellofan«! Men det kan ikke bruges! Inklusion er en illusion!
Samtidig udviser du manglende respekt for inklusionselever, deres forældre og lærerne.
Du taler om de gode erfaringer med vellykket inklusion. Det har intet med virkeligheden at gøre!
Jeg er helt enig med blandt andre konservative Mette Theisen i, at inklusion er en spareøvelse!
Jeg har arbejdet med børn i 47 år. Heraf 24 år i et superskønt job som børnehaveklasseleder i Allerød, hvorfra jeg netop er gået på efterløn.
Inklusion er en illusion!
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.