Inklusion: De rigtige eksperter bliver overhørt

Snart er endnu et år gået, hvor inklusion har været på dagsordenen. Vi har i årets løb hørt opråb fra desperate forældre, ramaskrig fra opgivende lærere og så de beroligende ord fra regeringens såkaldte eksperter oppe i deres elfenbenstårn. Iført en kæmpe jahat meddeler disse eksperter gang på gang, hvor godt det går med at inkludere børn med særlige behov i folkeskolen - en succes, de måler i antal kroner og øre sparet.

Igennem mit arbejde som specialskoleleder har jeg mødt mange børn med behov, som en folkeskole ikke er egnet til at imødekomme. Der er ikke resurser nok på skolerne til at kunne tage sig af de udsatte børn på en optimal måde. I nogle tilfælde ender børnene blot med at få det værre. Og resurser er ikke bare penge, det er også specialuddannet personale og uddannet personale generelt.

Der er forældre, som nærmest skammer sig, fordi de håber på, at deres barn er dårligt nok til at få bevilget et dagbehandlingstilbud. Og hvilke eksperter foretager så den bevilling? Det er i mange tilfælde den enkelte folkeskoleleder, der skal vurdere, om et barn vil have det bedst i folkeskolen eller på en specialskole eller et andet dagbehandlingstilbud. Altså er det ikke en behandler eller en psykiater, men en uddannet folkeskolelærer, der sidder med den vanskelige beslutning.

Mit ønske for 2015 er derfor, at ekspertrollerne bliver vendt. Vi skal væk fra den generaliserende tankegang, som inklusion jo i virkeligheden er. Når man udelukkende ser verden gennem regneark eller lyserøde ekspertbriller, sættes barnets tarv i baggrunden. Lyt i stedet til de rigtige eksperter: børnene og deres forældre.