Ingen vilje til at evaluere inklusionstilbud

Ønsket om at gøre undervisning og behandling af mange børn med særlige behov billigere, uden at den bliver dårlig, har været på den politiske ønskeliste gennem snart 20 år. Det er den almindelige politiske opfattelse, at prisen for tilbuddene skal ned, da udgifterne til specialundervisning ikke står i rimeligt forhold til de midler, der bruges på de børn, som landet skal leve af i fremtiden.

Der er stor kontrast i kommunernes tilfredshed med inklusionens kvalitet, når det samtidig lyder, at lærere, pædagoger og faglige ledere ikke kan stå inde for den undervisningsmæssige kvalitet, da de fornødne faglige forudsætninger og rammer for inklusion mangler.

Målet hedder i dag inklusion. Det vil sige, at børnene på sigt skal kunne fungere og udvikle sig i normalmiljøer, som skal udvise en rummelighed over for de inkluderede børn. Midlet til at nå målet om inklusion er hovedproblemet for hele strategien. Det skyldes, at der i alt for mange tilfælde ikke er klarhed over midlerne til at nå inklusion i forbindelse med visitation af børnene, da de blot placeres i såkaldt inkluderende tilbud uden interesse for den fornødne faglighed og saglighed. Midlet er med andre ord inklusion, og det faglige fundament er ikke sjældent lige så luftigt som målsætningen om inklusion. Det er ofte forklaringen på, at man ikke kan diskutere inklusion, da metodernes luftighed ikke gør det muligt at diskutere dem seriøst. Reelt mangler vi evne og vilje til sagligt at evaluere de inklusionstilbud, børn i hele landet udsættes for hver eneste dag. Det lader sig bare ikke gøre, når mål og midler alene fokuserer på at placere børn i billige, afspecialiserede inklusionsafprøvninger.