Indvandrerbørn er i klemme

Undervisning af indvandrerbørn bliver generelt betragtet som et problem, hvilket ifølge 'Undervisning af fremmedsprogede elever i Folkeskolen, 1984' kræver en særlig tilrettelagt danskundervisning.

Baggrunden for en sådan politik er troen på, at indvandrerbørn, som behersker dansk, automatisk sidestilles med danske børn i konkurrencen om at begå sig i uddannelsessystemet.

Lærerne i dag savner en overordnet metodik, en holdning til og viden om undervisning af tosprogede elever. Lærerne er ikke blevet uddannet i dette på seminarierne. I Danmark er der heller ikke blevet forsket meget i udviklingen af pædagogikken på dette område.

I øjeblikket består dilemmaet i, at man fra centralt politisk hold ikke har besluttet, hvorvidt skolen skal arbejde for, at de tosprogede elever skal skifte deres sprog og kultur ud med den danske (assimilation), eller om skolen skal bygge på det faktum, at eleverne har to sprog og to kulturer (integration).

Der eksisterer ikke en strategi for, hvordan integration af indvandrerbørnene skal gribes an. I skolen i dag foregår undervisning/opdragelse som assimilering af indvandrerbørnene, som skal fordanskes så hurtigt som muligt.

Undervisningen og undervisningsmaterialerne mangler den interkulturelle og internationale dimension, som er en vigtig forudsætning for, at disse børn bliver i stand til at begå sig i et samfund, der er under konstant forandring. Historiebøger, som handler om Christian den Anden, vikingerne, Danmark og den eksotiske verden såsom Indien, Kina og Sydamerika, er vigtige og anvendelige, men jeg mener ikke, at de er tilstrækkelige, hvis undervisningen i det pågældende fag skal leve op til folkeskolelovens hensigter om, at en undervisning skal tage udgangspunkt i den enkelte elevs forudsætninger og erfaringer.

Indholdet af disse materialer kan ikke sættes i relation til for eksempel de mellemøstlige lande, hvor mange af elevernes forældre stammer fra.

Jeg er personligt og gennem mit arbejde i folkeskolen ikke stødt på undervisningsmaterialer, som seriøst tager udgangspunkt i indvandrerbørnenes sproglige problemer. For nylig fik jeg en stak hæfter til stavning (Trylle-staven), som jeg skulle bruge i min undervisning af de tosprogede elever. Hæfterne er lavet til danske børn og tager udgangspunkt i deres sproglige forudsætninger, men ikke i de tosprogedes forudsætninger. Jeg har gjort erfarne dansklærere opmærksom på dette, men de kan ikke se og forstå, at materialerne ikke egner sig til de tosprogede elever.

Eksemplerne er mange. Derfor mener jeg, at det er på tide, at disse lærere indstiller sig på, at de skal samarbejde med de tosprogede lærere, og at deres erfaringer også skal inddrages, når der skal tages beslutninger vedrørende de tosprogede elevers skolegang.

Lov om folkeskolen, paragraf 1, lægger op til, at folkeskolens opgave blandt andet er at medvirke til den enkelte elevs personlige udvikling. Hvis dette formål også skal gælde for elever fra sproglige mindretal, må det betyde, at disse elever også skal have mulighed for at udvikle sider af deres egen kultur, herunder deres modersmål.

OECD's undersøgelse 'Education and cultural and linguistic pluralism' fra 1992 viser, at systematisk inddragelse af minoritetselevernes sprog og kultur i undervisningen giver de bedste uddannelsesresultater (Dokumentation om indvandrere 1992).

Folkeskolens ansvarlige skal gribe ind nu og begynde at bruge undervisningsmaterialer og undervisningsprincipper, som tager udgangspunkt i den enkelte elevs forudsætninger. Hensynet til børnenes forskelligheder skal prioriteres. Også det danske samfund skal til at indstille sig på at indgå i en integrationsproces, der indebærer, at det at være dansker ikke længere er ensbetydende med at have lyst hår og blåøjne. For jeg mener, at en vellykket integration er en gensidig integration.

Lærer på Hyldagerskolen i Albertslund.