Indforstået tågesnak

Det er nok ikke tilfældigt, at det, som omtalt i Folkeskolen nummer 8, er De Radikale, der i dag som mere socialistisk-ideologisk lighedsdyrkende end noget socialistisk parti ønsker at fjerne specialundervisningen, der om noget bryder med vederstyggelighedens rene og udtværende udelthed. Selvfølgelig er det uanstændigt at forstyrre et så højt fra virkeligheden hævet ideologisk system, hvor bare det at tale om undervisningsdifferentiering gør alle euforiske i hovederne, ved at give sig af med noget så lavt som at yde virkningsfuld hjælp til svage elever. Seniorforsker Jørgen Frost peger på problemet. Og det er godt. For specialundervisning er jo ikke alene pokkers dyr, som alt af kvalitet har det med at være. Men specialundervisningen er altså en regulær bombe under den udelthed, den bryder med, blot for noget så ordinært som at hjælp svage. Heroverfor brillerer den totalt kvalitetsødelæggende rummelighed, hvis eneste dyd er at spare penge, omend man prøver at ose uvæsenet ind i forblommede ord om vigtigheden af, at svage lærer stærke at kende og omvendt. Jørgen Frost blotlægger skændselen, men viger som alle andre tilbage for problemets løsning: den delte skole. Men han vil dog gerne, om vi ikke bare kunne lade specialundervisningen være lidt i fred og så i stedet snakke om kvalitet i den undervisning, som udeltheden lukker af for. Vi kunne jo prøve at snakke os øre i hovederne om elevernes læring som kompensation for den dyre specialundervisning. Ren galimatias ganske vist. Men når vi nu er enige om ikke »radikalt« at angribe problemet ved dets rod, så kan uforbindende og indfor­stået tågesnak tilsat overvejelser om »didaktik, praktik og rationalitet« vel bære et stykke vej.