Sommerferien står for døren og den forgangne uge har budt på afslutning med mine engelskhold i 7. og 8. klasse. I den forbindelse havde jeg planlagt en simpel samtaleøvelse, som faktisk gik over al forventning.
Jeg skrev tre spørgsmål op på tavlen, hvorefter eleverne blev bedt om at placere sig siddende over for hinanden på to rækker bagerst i klassen. To og to skulle de nu stille hinanden de tre spørgsmål:
- What are you looking forward to this summer holiday?
- In what way are you going to use English this summer?
- What do you expect next school year to be like?
Efter et par minutter blev den ene række bedt om at flytte én plads til højre, hvorefter alle fik en ny samtalepartner. Lydniveauet var højt, men det var på den gode måde. Alle fik snakket engelsk og faktisk langt mere end normalt i undervisningen, hvor jeg gerne er ordstyrer og oplægsholder (og indrømmet: kommer til at tale langt mere, end jeg burde).
Jeg synes især, at spørgsmål 2 var vellykket. Mange skulle på udlandsrejser og kunne på den måde hurtigt love, at de i hvert fald skulle bestille deres egen mad på restauranterne. Fint nok, men som engelsklærer havde jeg flere – og større – planer med mine elevers engelskfokus i sommerferien. Heldigvis var jeg selv med i samtalerne, og fik på den måde snakket med mange af mine elever og kunne derfor komme med gode forslag til, hvordan engelsk ellers kunne bruges. Jeg er derfor nu fuld af tiltro til, at mine elever fylder deres sommerferie med engelske bøger/lydbøger, engelsksprogede podcasts og film/serier med engelske undertekster. Naivt? Måske. Men i hvert fald fik jeg dem et kort øjeblik til at reflektere. Og det er godt nok for mig, hvis en lille håndfuld elever fører bare en brøkdel af mine forslag ud i livet. Det er nemlig bedre end slet ingen.
Have a great summer everyone! See you on the other side – and don’t forget to use just a little English 😉
In what way are you going to use English this summer?
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.