Imod resultatløn

Jeg er imod resultatløn (performance pay) i folkeskolen fordi:

I forbindelse med resultatløn kan der snakkes en masse om, hvilke resultater (gode og dårlige) man kan opnå for børnene. Men det væsentlige i denne forbindelse (og det nok mere upopulære at snakke om) må være hensynet til lærerne. Fordi det er lærerne, der rammes direkte. Og dermed deres motivation, der påvirkes.

Jeg ville være meget utilpas med at skulle belønnes efter min dygtighed, når jeg engang bliver lærer. Og det tror jeg, at jeg ville være, uanset om jeg lå i den 'gode' eller 'dårlige' ende af skalaen.

Lå jeg i den 'gode' ende, ville jeg føle ubehag ved, at der var et officielt 'stempel' på, at der var nogen, der (niveaumæssigt) lå under mig; var dårligere end mig. Jeg ville spekulere på, hvilke tanker de gjorde sig om min person. Og hvordan ville samarbejdet være? Jeg er overbevist om, at der vil opstå nogle akavede situationer.

Lå jeg i den 'dårlige' ende, ville jeg have det skidt med at gå på arbejde hver dag, vel vidende at min præstation ikke blev bedømt til at have samme niveau som nogle af de andre kollegaers. Man kunne måske tabe en del af motivationen og overskuddet til undervisningen. Det er i hvert fald nemmere at synke dybere, hvis man allerede føler sig lavere stillet.

Resultatløn er en niveaudeling, som unægtelig vil give nogle skel lærerne imellem. Spørgsmålet er så, om disse skel vil udmønte sig i klikedannelser og indspisthed.

Jeg er overbevist om, at eleverne hurtigt vil opfange, at der foregår noget lærerne imellem. Børn er meget skrappe til at opfange forskelsbehandling. Også selv om de ikke ved, hvad det drejer sig om, så vil de kunne opsnappe den mindste (kollegiale) utilfredshed. Og hvordan vil lærerne så stå i forhold til eleverne, hvis sammenholdet/autoritetsgrundlaget smuldrer?

Igennem den senere årrække har der været en del tiltag (undervisningsdifferentiering, eleven i centrum og så videre), som har skabt større ansvar for den enkelte lærer - og dermed et større pres. Det større pres kan måske bevirke, at lærerne åndeligt distancerer sig mere og mere til skolen/arbejdet. Lærerjobbet er jo ikke længere det prestigefyldte job, det var engang i tidernes morgen. Det er måske gået hen og blevet et job på lige fod med andre 'almindelige' lønarbejderjob.

Jeg skal for en ordens skyld nævne, at jeg også er af den opfattelse, at de basale færdigheder og almene kundskaber har ringe kår i den danske folkeskole. Men jeg er overbevist om, at resultatløn ikke er løsningen.

Jeg ved godt, at jeg 'kun' er lærerstuderende og ikke lærer, og at jeg derfor måske ikke har belæg for at skrive ovenstående. Jeg ved også godt, at tingene er sat på spidsen, men overdrivelse fremmer forståelsen . . .

Mikael Hansen

København