Ikke mere tid; mere kvalitet, tak!

På den ene side har jeg altid godt kunnet lide idéen om en heldagsskole, men det er en skole sådan som den ser ud i mit hoved; en skole med plads til differentiering i undervisningen, en skole med plads til at børn kan lære på andre måder end ved bare at sidde ned og lytte, hele dagen, uden rigtigt at "få fingre i" materialet. En skole hvor børnene også kommer i berøring med både dyr og planter, hvor de lærer mange kreative fag også, og måske har valgfag helt ned i de små klasse også...

Så da man i 2006 lod 12 skoler, over 7 kommuner her i landet, afprøve heldagsskoleformen, var jeg spændt. Efterfølgende har Rambøll været med til at evaluere på forløbene, og budskabet er klart: Det er ikke længden af dagen, der gør forskellen, men indholdet af undervisningen!

I stedet for at udvide skoletiden, så det bliver stort set umuligt for børnene at gå til fritidsaktiviteter, og stadig nå hjem i tide til aftensmaden (og det i et land, hvor man går meget op i at borgerne deltager i foreningslivet....!), skulle man hellere se på den uddannelse folkeskolelærere får. Ikke kun i forhold til faglighed, men i endnu højere grad netop i forhold til kreativitet omkring undervisning og undervisningsmetoder, pædagogik og børnepsykologi - så de kan håndtere de mange forskellige personligheder og særegne træk hos børnene.

Og lad os se at gøre det muligt, ja meget gerne lovpligtigt, at differentiere undervisningen, og indføre mere fysisk aktivitet... Læring gennem leg, læring gennem fysisk aktivitet, læring gennem sang og musik, læring gennem pasning af dyr/planter, læring gennem flere ekskursioner....

Hvis man bare putter mere tid ind i skoledagen, får man alene mere institutionaliserede børn, der i mindre grad er i stand til at agere som individ, på en konstruktiv facon. Børnene bliver velintegrerede i skolen, men fremmede overfor andre lign. subkulturer, som de også vi have brug for at kunne indgå i; klubber, sportsklubber, børnegrupper uden for skolemiljøet osv. Vi har ikke brug for mere ensretning på den facon... Tværtimod...

Vi mangler også folkeskoler der har mod på, og mod til, at lære børnene nogle ordentlige manerer. Det er vores ansvar som forældre, at opdrage vores børn. Men uanset hvor godt opdraget et barn er hjemmefra, kan ingen forælder garantere, at det barn ikke vil opføre sig dårligt udenfor hjemmet.

Børn er kontekstuelle, og jeg har ofte set børn være 2 helt forskellige mennesker hhv. hjemme og i skolen. Forældrene kan ikke være til stede i skolen, og det er på tide skolen i denne sammenhæng erkender sig et ansvar overfor at opdrage på børnene, frem for "kun" at undervise, så skolen bliver et sted alle kan holde ud at være. Og forskellen er tydeligt; de skoler der ikke kun har en antimobbe-politik, men også i praksis sætter tydeligt ind overfor denne og lign. typer uacceptabel adfærd, har elever og lærere der generelt trives meget bedre, og hvor miljøet synligt for alle udefra også, er langt mere positivt og givende at være i.

Det er i virkeligheden ikke så svært folkens, men vi skal se i øjnene, at vores undervisningsmetoder er vildt forældede, stok konservative, og ærligt talt ikke særligt effektive mere... Der er afgjort brug for forandring, men den relevante og nødvendige forandring opstår ikke af sig selv, blot fordi man placerer børnene i skolen i længere tid.