Idræt er fortsat vigtigt – selv uden en prøve

Foto: Flickr.com/K-State Research

For andet år i træk har mine 9. klasses elever (før tid) vidst, at de ikke skal op i idræt til sommer. Det kan til tider give nogle udfordringer ift. stadig at opretholde en vis motivation for faget.

Ét er skolens holdning om, at der skal undervises i alle fag indtil læseferien – noget andet er realiteten. For selvfølgelig siger det sig selv, at motivationen for faget er dalet en smule i takt med, at idræt i år ikke er et prøvefag.

Alligevel vil jeg gerne tage det sidste ud af faget og putte det i elevens rygsæk. For faget er enormt vigtigt i forhold til et større dannelsesmæssigt perspektiv. Ikke større end så mange andre fag – men idræt har trods alt sin egen side.

Spændingsfeltet mellem individ og fællesskab

Det fysiske element er en vinkel som ganske få andre fag kan mønstre. Eleverne kan i dette fag, hvis de da holder af det, opnå en arousal, som er vanskelig at konkurrere med. Tilsæt så enkelte individer, forskellige kompetencer, forskellige sind samt temperamenter og divergerende opfattelser af virkeligheden – så har man et fag, hvor samspil, samskabelse og samarbejde kan blive presset til det yderste.

Idræt er så lærerigt et fag at indgå i, at eleverne til det sidste vil kunne blive klogere på sig selv, andre samt fællesskabet. Hver en time giver os i samlet flok muligheden for at arbejde med det spændingsfelt, der ligger mellem individ og fællesskab. Hvis vi får den enkelte til både individuelt og sammen med andre at reflektere over selvet kontra omverdenen, så er vi på vej mod at skabe kompetente samfundsborgere.

Samarbejde i fokus

Idræt er blot en del af folkeskolens palet, men jeg ser elevernes deltagelse som afgørende for deres evne til at se sig selv ind i en sammenhæng. Idræt kan på forunderlig vis fremmane dette billede af den enkelte, og vi kan i faget tydeligt se den enkeltes kompetencer eller udfordringer indenfor samarbejde.

Derfor kæmper jeg for at mine elever fortsat skal give sig fuldt ud i faget frem mod afslutningen, trods det faktum at der ikke ligger en prøve.