I virkeligheden er alt såre godt

Ja, hvad er det dog for noget. At komme her og tro, at man, som Anders Bondo Christensen (»DLF mener«) og Thomas Damkjær Petersen (»Bagsmækken«) med nogen forargelse i penne beskriver i Folkeskolen nummer 26-28, på et sølle tidages rekreationsophold bare sådan kan rode op i vores folkeskoleidyl med anbefalinger om mangt og meget til forbedringer af idyllens ellers så iøjnefaldende uddannelseskatastrofe. Må vi så lige være her. For en fremhævelse af forløbet på ti dage er selvfølgelig en understregning af undersøgelsens usaglighed. Sådan en undersøgelse kan ingen tage alvorligt. Det skulle da lige være de dele, der omgår skolefadæsens kernepunkter. Og her synes ti dages smånusseri i vor skoleverden at være rigelig tid til at frembringe en for Thomas Damkjær troværdig konstatering af vor formidable demokratiske kunnen med plads til nyskabelser (der indtil nu har ført til en bragende flot uddannelsesforringelse) og med selvsikre og glade elever, der får god støtte (i skolen, der i blind nyskabelsesiver fortrænger specialundervisningen til fordel for rummelighedens kaosforøgelse). Herudover supplerer Thomas Damkjær med et skoleeksempel på fejllæsning af folkeskolelovens formålsformulering, idet han erklærer sig som tilhænger af et evalueringssystem, der evaluerer målsætningen for skolen og ikke »bare elevernes faglige udvikling«. Men da elevernes faglige udvikling er et væsentligt kernepunkt i den samlede formålsformulering, kan man selvfølgelig ikke evaluere skolen uden med udgangspunkt i en evaluering af elevernes faglige udvikling.