I tirsdags græd jeg

Foto: flickr.com/Tatsuo Yamashita

Hos os er der tre børn hver anden uge. Vi er begge lærere, og to af de tre børn er hjemsendt. Min kæreste er dog fysisk på arbejde til nødundervisning både mandag og tirsdag, hvilket betyder, at jeg er alene med pigerne disse to dage, samtidig med at jeg skal onlineundervise mine egne elever i fuldt skema.

Kan vi ikke hygge lidt mere på Teams, Maria?

I tirsdags kammede det over for mig. Jeg havde netop afsluttet mine onlinelektioner i engelsk med 8.A. Det var gået godt. De er gode, søde og enormt disciplinerede. Men de savner skolen og kammeraterne helt vildt og efterspurgte mere hygge på Teams. ”Kan vi ikke lave noget trivselshalløj, Maria?” ”Og nogle sjove lege?” Jeg svarede: ”Jo, selvfølgelig”, vel vidende at det ville kræve noget ekstra: Tid og overskud, jeg ikke lige havde. Jeg mærkede en knude i maven.

Vi skal bruge hjælp, Maria

Jeg brugte min første pause på at tale i telefon med min leder. Da jeg loggede på Teams igen til tysk med 5.B, krævede mine bonuspiger mig. Den ene skulle have hjælp til at bage en kage, fordi hun havde madkundskab, og den anden skulle bruge materialer, fordi hun i håndværk og design skulle bygge et hus til sin hamster. Og så var hun meget sulten og ville rigtig gerne have en myslibar. Men de blev nødt til at vente, for 5.B sad klar. Knuden i maven voksede.

Må jeg få en myslibar nu?

”Har vi mere smør nogle steder, Maria?” Min bonuspiges spørgsmål fra køkkenet midt i tysk med 5.B fik mig til at slukke både kamera og mikrofon. ”Nej, kan du bruge olie-/margarine?” Jeg hørte ikke svaret, men i stedet lød der et højt bump fra køkkenet efterfulgt af en larmende stilhed. Jeg rejste mig fra stolen og tysklektionen. Flasken med olie-/margarine var smadret, og indholdet var spredt ud over køkkengulvet. I det samme kom min anden bonuspige ud fra sit værelse: ”Må jeg få en myslibar nu?”

Auf Wiedersehen

Og så råbte jeg. I afmagt og frustration. Og knuden i maven eksploderede. Og jeg græd og ringede til min kæreste på skolen, der naturligvis intet kunne gøre. Men det hjalp lidt, og bagefter krammede mine bonuspiger og jeg. Og de fik begge en myslibar, og jeg fik vasket køkkengulvet. 5.B måtte nøjes med et ”Auf Wiedersehen” i chatten, inden jeg skyndte mig videre til næste lektion på Teams.