I skovens dybe stille ro – en rejsebeskrivelse

Nogle gange er det godt komme væk. Rigtig langt væk. Der ude hvor kragerne tager madpakke med. Sådan et sted fandt jeg denne sommer. Det blev en af den slags før/efter ture. Jeg tror ikke helt, at jeg er den samme længere og ikke bare kun på grund af selve rejsen. Jeg fandt en rolig plet midt i skovens dybe stille ro. Et sted jeg ikke vidste fandtes. Der var nok en grund til, at den plet skulle være så svær at finde.

Det hele startede med, at dele af familien skulle på tur med Det Danske Spejderkorps til et spejdercenter i Polen. Trods tilbuddet om at deltage var jeg fast besluttet på at holde en ”drenge-solo-uge” alene hjemme, helt for mig selv. Men efter flere besværlige overvejelser ombestemte jeg mig og drog afsted på egen hånd mod den polske vildmark. Jeg priser mig lykkelig for at have en del kilometer under bæltet, for kørsel på disse egne er ikke for sjov: Når biler overhaler her, så overhaler de. Og så er der i øvrigt de store lastbiler med tømmer: De skal også bare frem!

Jeg nåede et pænt stykke hjulpet godt på vej af The Corrs albummet Forgiven, Not Forgotten, men måtte efterhånden give mere og mere fortabt, eftersom at GPS’en havde slået op med mig. Der var desuden nul internet, så Google-maps var heller ikke meget bevendt. Det var spejderlederne dernede til gengæld. Med hiv og sving fik de mig guidet telefonisk frem gennem ingenmandsland. Lidt af en bedrift for at sige det mildt, ikke mindst da panikken nåede at indtræde hos undertegnede, da GPS’en blev ved med at lægge en time oveni, og det bare blev mørkere og mørkere.

Med et lettelsens suk, der må have runget ud over Østersøen, nåede jeg frem i god behold omkring midnat. Noget siger mig, at der var en mening med galskaben, for oplevelsen sidder stadig dybt i mig. Måske ikke en på linie med Columbus’ opdagelse af det amerikanske kontinent, men mindre kan vel gøre det, og på min egen globus gjorde jeg en veritabel landvinding,. At rejse er at leve … i den grad!!!