I Gardneriet

I pædagogik er det som med ham, der én gang har lagt sin hånd på Herrens plov. Han bør ikke se sig tilbage. Det er ellers lige før, hjerneforskeren Kjeld Fredens i al ugudelighed melder sig i Eric Hirschs regiment. For det er altså uomtvisteligt, at skolens opgave med udgangspunkt i og respekt for fagene er at bibringe eleverne det fagmættede bredest mulige almene vidensgrundlag. Og det ved og erkender Kjeld Fredens i Folkeskolen nummer 8. Men samtidig vil han ikke vende blikket tilbage mod skolen, som den var, før socialdemokratismen fik tømt den for indhold og forvandlet den til en lighedsideologisk dannelsesanstalt. På den anden side vil han altså skismatisk heller ikke helt kappe forbindelsen til fortidens dyder. Men så er det nok sikrest at vrænge lektieskole efter hæderkronetheden. For så er man bekvemt garderet imod beskyldninger for bagstræberiskhed. Jo, for netop i disse dage, hvor blandt andet Skole og Samfund på forældrenes vegne søger forældreansvaret udvandet ved at afsværge de skrækkeligt forpligtende og besværlige lektier, er lektieskole det værste, man kan sige om en skole. Så megen mening skal der jo heller ikke være i talen om elevens ansvar for egen læring. Sæbebobler er jo pænest, før de brister. Derfor vil Kjeld Fredens hale hele det forpligtende kulturelle arvegods hen i det skrøbelige koronalys fra den fantasisprælske, virkelighedsformørkede Howard Gardner med de mange intelligenser. Det er alligevel bedre end at blive hos Hirsch. For i Gardneriet kan alt fortone sig i det dejligt afslappende, spekulative hjernespind. Her hersker al den forvirring, hvoraf Kjeld Fredens ser de positive muligheder vokse frem. Før eller siden. Men i hvert fald engang.

Vagn Madsen

Brønderslev