Hvornår skal læreren egentlig gå på pension?

Foto: Pixabay.com

Det her skal ikke starte som en stor våd tudekiks forklædt som blog, men jeg mener, at lærerjobbet har noget over sig, som kræver noget helt særligt.

Vi er ikke specielt ”særlige mennesker”, fordi vi varetager denne stilling, men lærergerningen er i sig selv en særlig størrelse.

Dagligt skal læreren navigere i et kaos, hvori der skal skabes orden. Det har aldrig været ligetil, og med den struktur, man i skolerne har lagt, så er udfordringen stor.

Vi bliver som lærere mødt med mange krav udefra. Det lever vi med. Vi er en omstillingsparat gruppe, som trods sure miner over en reform, vi fik trukket hen over os, igen er ved at finde os selv.

Vi laver mere data arbejde end tidligere, vi holder flere møder i skoletid end før, vi får flere og flere elever i klasserne, vi udfører arbejdet ud fra flere centraliserede krav end før, osv.

Så meget mere end et lærerjob

Dog er det i min bog et par centrale ting, der gør, at dette job bliver ekstra hårdt, og dermed kunne fortjene en tidligere pension.

Vi er uddannet til så lidt, i forhold til hvad der i virkeligheden kræves af os, når vi lander i jobbet.

Vi skal agere psykolog, mægle mellem forældre, styre møder og svære samtaler, lege opdragelsesanstalt for ustyrlige og rammeløse børn, mm.

Jeg holder af mit job. Jeg brænder for mine fag, og jeg er glad for at undervise børn. Men jeg føler også, at jobbet er stærkt stressende. Der koordineres konstant i en tornado af informationer. Jeg kan knap spise min mad i pausen, uden at jeg bliver afbrudt flere gange med info, der SKAL huskes, mens jeg samtidig bruger megabytes på at tygge min rugbrød. Ind imellem er timerne der, hvor jeg finder ro.

Jeg er ikke ude i et klynke-korstog, der skal sende mig på pension før andre. Men jeg mener, det er på tide, vi anerkender lærerjobbet som et erhverv med høj, høj stressfaktor.

Måske politikerne også kunne sidestille psykisk arbejdsmiljø og nedslidning med det fysiske.