Hvornår har de københavnske politikere tænkt sig at træde i karakter?

Lærer og bestyrelsesmedlem i Københavns Lærerforening, Thomas Poulsen, har i et indlæg her på folkeskolen.dk beskrevet, hvorledes Børne- og Ungdomsforvaltningen i København skaber utryghed og frustration blandt lærere i forhold til implementeringen af en ny inklusionsstrategi. Thomas Poulsen refererede til et skriftligt svar, som forvaltningen har givet til Berlingske.

Her beskrev forvaltningen, at der nu skulle specialpædagogiske kompetencer i spil i den almene undervisning, hvilket mange lærere og pædagoger er dygtige til. Men så blev det også lige fastslået: ”vi ved også, at der er stærke holdninger og kræfter, som ikke vil eller kan arbejde i den retning”.

Når/hvis kommunens storstilede projekt ”Mangfoldige Børnefællesskaber” kuldsejler, har forvaltningen garderet sig: Forklaringen skal findes i bagstræberiske lærere og pædagoger – det er ikke forvaltningens ansvar.

Forsøg på mundkurv

Samme strategi så vi i forbindelse med problemerne på Blågård Skole. Forløbet er på glimrende vis beskrevet af Folkeskolens journalister.

Efter lærerne bad forvaltningen om hjælp til at løse situationen på skolen, fulgte et mildest talt tumultarisk forløb, der blandt andet resulterede i, at tillidsrepræsentanten blev hjemsendt. På baggrund af en hemmeligstemplet rapport valgte forvaltningsdirktør Tobias Stax at udsende en pressemeddelelse, hvor han blandt andet konkluderede: ”Der har på undervisningssiden været en kultur, der har været ødelæggende for samarbejdet”. Med andre ord: Det var lærernes skyld.

Med udgangspunkt i den konklusion fik forvaltningen efterfølgende politikernes opbakning til et forslag om at splitte Blågård Skole op på trods af massive forældreprotester og protester fra et enigt lærerkollegie. Lærerne afviste samstemmende direktørens kritik, og det er værd at bemærke, arbejdsmiljøet på skolen blev mærkbart forbedret, efter skolen fik en ny konstitueret ledelse. En ledelse, som forvaltningen valgte at udskifte her i foråret.

Forvaltningens skandaløse og yderst kluntede forsøg på at give lærer Rikke Johansen mundkurv på efter nogle udtalelser til Berlingske, er ligeledes velbeskrevet i Folkeskolen. Her var strategien at skubbe ansvaret over på Rikkes konstituerede leder. Det klingede imidlertid meget hult, da det senere kom frem, at forvaltningen havde forsøgt at miskreditere Rikke Johansen ved at sende påståede udtalelser fra flere elever til de medier, der havde omtalt sagen.

Rikke har overfor Folkeskolen givet udtryk for, at hun står tilbage med en oplevelse af, at forvaltningen har forsøgt at miskreditere hendes historie og gøre det til en historie om en konfliktoptrappende lærer. Endnu et eksempel på, at forvaltningen forsøger at fedte problemerne af på medarbejderne.

Pædagogiske fyrtårne

Den ledelsesform, som disse eksempler er udtryk for, er som Thomas Poulsen giver udtryk for direkte kontraproduktiv for at løse de udfordringer, der er i det københavnske skolevæsen.

Med New Public Management som den altdominerende styringsfilosofi blev troen på top-downledelse fremherskende blandt politikerne og på forvaltningsgangene. Det kom til udtryk med proklamationer som ”Nu skal lederen lede og fordele arbejdet”, og ”Skolelederen er kommunalbestyrelsens forlængede arm”.

Skal de enkelte folkeskoler profitere af det positive samarbejde, der er opstået i form af ”Sammen Om Skolen”, er det helt afgørende, at der gøres op med denne tilgang til ledelse. Vi har brug for skoleledere, der fremstår som pædagogiske fyrtårne, der sammen med lærerne kan udvikle skolens undervisning til gavn for eleverne. 

Blandt skolepolitikerne i København har det ikke skortet på bekymrede reaktioner, når de omtalte sager er blevet omtalt i medierne, men på trods af den systematik, der tegner sig i disse alvorlige sager, har de øjensynligt ingen konsekvenser. Det efterlader mig som udefrakommende iagttager med spørgsmålet: Hvornår har de københavnske politikere med ansvar for folkeskolen tænkt sig at træde i karakter?