Hvorfor fylder de mundtlige eksamener så meget?

Skriv en opgave – forsvar den mundtligt

Eksamenstiden florerer igen. Tiden hvor nerverne sidder udenpå tøjet for rigtig mange. Tiden hvor ens mundtlige præstationer resulterer i høj eller lav karakter.

Jeg er ved at være udmattet af de mundtlige eksamener på seminariet. Det er ligesom om, at det aldrig er nok at lave en skriftlig opgave og så aflevere den og få sin karakter. Den skal altid lige understøttes af en mundtlig præstation. Man skal altid op og forsvare sin opgave. Men hvorfor?

Det er ofte, at man på seminariet laver en lang opgave i et omfang af 10 sider for derefter at skulle op mundtligt i den. Og alt for ofte føler jeg, at den skriftlige opgave rent faktisk kunne have været nok i sig selv. Det virker som om, at man prøver at have lige meget fokus på den skriftlige og mundtlige del, men det er altid den mundtlige eksamen, som hiver den endelige karakter hjem i sidste ende.

Jeg ville bedre kunne forstå det, hvis man lavede en kort synopsis i form af 5 sider, og skulle brede den yderligere ud til en mundtlig eksamen, som man gør med praktikeksamen.

Mundtlige eksamener er angstprovokerende

Jeg forstår godt, at mundtlige eksamener er relevante og uundværlige. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på de studerende, som er enormt skriftligt dygtige, hvor det aldrig får lov til at komme til udtryk og stå alene som et selvstændigt produkt. Det skal altid op og forsvares.

Måske er det på tide også at hylde de studerende, hvis skriftlige evner overskygger deres mundtlige. Dem som får koldsved ved tanken om, at skulle tale. Dem som ikke kan falde i søvn af ren nervøsitet. Dem som hellere ville være foruden så mange mundtlige eksamener og præstere i den skriftlige.

Hvorfor altid en mundtlig eksamen?