Hvordan skærmer man elever (og forældre) mod for megen skærm?

”At vi har købet en masse tabletcomputere er ikke et argument for, at det er en god ide at købe en masse tabletcomputere.” – det kunne være et godt citat at indlede denne klumme med.

Citatet er hentet fra ”Kritik af den digitale fornuft” af Jesper Balslev. Bogen kom i 2018, det er blot fem år tilbage. Måske har undervisningsminister Mattias Tesfaye læst bogen. Måske ikke. Uanset om han læst eller ej, så kom der en opfordring fra ministeren til landets skoler: De må i højere grad prioritere analog undervisning og begrænse brugen af skærme. Hvis ikke det kan begrundes, så sluk skærmen, og se hinanden i ansigtet, lyder det fra Tesfaye.

Jeg er helt enig. Det er en glæde, at der endelig er en minister, der ikke hepper på flere cromebooks som det eneste svar på folkeskolens manglede resurser i forhold til at indkøbe relevante undervisningsmaterialer, investere i ”ture ud i naturen”, gode legepladser og færre elever i klassen. Tak for det, Tesfaye.

Der har de seneste tyve år været en klar politisk retorik, der har lydt (meget kort og meget karikeret): Jo mere digitalt, jo mere innovativ og fremtidssikret er skolen.

Det har vist sig, at læringsplatformenes formstøbte undervisningsforløb har taget al glæden og overraskelsen ud af megen undervisning. Der er glatte skærme, der leverer glatte tekster i en envejskommunikation været af ufattelig mange powerpoint. Vi lærer alle gennem mange sanser, det ved enhver, der har lavet mad, bagt fastelavnsboller, besøgt stenalderbopladser eller undersøgt strandengene for planter og dyr. Det er der ikke noget overraskende over, det ved hjerneforskeren Kjeld Fredens, og det ved alle helt almindelige voksne og børn.

Det er det, bogen ”Kritik af den digitale fornuft” handler om: ”At der faktisk ikke er nogen som helst evidens for, at man bliver et klogere og mere ”fremtidssikret” menneske, blot fordi man omgiver sig med digitale hjælpemidler i sin uddannelse. Der er en tomgangsretorik i argumentationen for digitaliseringen af folkeskolen og uddannelsessystemet.”

Jesper Balslev har læst et utal af forskningsrapporter, og han siger, at der ikke er evidens for eller belæg for (og ej heller dokumentation for), at man bliver et mere kompetent menneske, bliver klogere eller får bedre ballast til fremtidens arbejdsliv, fordi man lærer i en digital uddannelse.

Nærmere tvært i mod.

Det er rystende, hvor lidt forskning der findes på området. Det er rystende, hvor mange penge, der kastes hvileløst og tankeløst efter læringsplatforme, cromebooks, smartboards, VR-teknologi og gamification og makerspace.

Brug pengene på at uddanne gode lærere, siger Balslev. Det siger jeg også.

Det er lærerens engagement, der betyder noget. Det er muligheden for fordybelse uden notifikationer og sociale mediers nærhed, der tæller. Det er håndskrift og kamp med stoffet fremfor den taktilfrie swipende læring, der giver dybdeforståelse hos eleven og ejerskab til viden.

Vi vidste det jo, men Jesper Balslev dokumenterer at det er følelser og tankeløshed, der styrer uddannelsespolitikken, når der tales om digitalisering.

Og ja, der er masser af glæder ved digitale hjælpemidler. Man kan fotodokumentere mange forløb, man kan hente viden kvikt og klogt, ordblinde og læsesvage har masser af glæde ved teknologisk hjælp, og man kan motivere med overraskende teknologier, - dette er ikke et forsvar for at få ”Ole – Bole – ABC” tilbage i skolen. Men det er et forsvar for (og jeg er overraskende enig med Tesfaye) at lærerne og eleverne i langt højere grad skal se hinanden i øjnene uden en skærm, der skærmer for samtalen. Og så skal der langt mere ”udeskole” og ”ud fra skolen” ind i skolen. Det koster, men det koster altid, når man skal uddanne og danne en ny generation til en fremtid, der er forholdsvis ukendt.

P.S: Nok et citat fra bogen: ”For eksempel er det lidt pudsigt, at så mange af de mennesker, der promoverer fremtiden 100 % interaktive og skræddersyede læring, gør det igennem ren envejskommunikation, f.eks. i form af powerpointpræsentationer eller 20-minutters TED-talks.”