Hvordan klædes lærerne på til inklusion?

I løbet af de sidste tre-fire år har vi jævnligt kunnet læse overskrifter lydende: »Lærerne er ikke klædt på til inklusionsopgaven«. Overskrifterne har været publiceret i landets dagblade, i fagbladet Folkeskolen og nu også af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd og Aarhus Universitet. Her har Niels Egelund foretaget konklusionen!

Ofte har jeg i min lærerpraksis funderet over, hvordan det jakkesæt egentlig ser ud? Jakkesættet, der klæder lærerne på til inklusionen!

Hvordan klædes lærerne på til at skabe de fysiske rammer, der er nødvendige til inklusionsopgaven på skolerne?

Hvordan klædes lærerne på til at skaffe de nødvendige menneskelige resurser til inklusionsopgaven?

Hvordan klædes lærerne på til at genvinde magten til at kunne forandre praksis i et praksisfelt, der styres af alle andre end lærerne?

Hvordan klædes lærerne på til at kanalisere de midler ind i inklusionsopgaven, der er optjent ved fald i henvisninger til specialskolerne?

Forestillingen om optimerede påklædningsdukker, der kan løse inklusionsopgaven, er overtaget af vor egen lærerbevidsthed med krav om flere kurser og faktuel viden om børn med ADHD med mere. Viden, der forholdsvis let tilegnes med en bog i hånden eller i et overskueligt antal samtaler med speciallærere på de tiloversblevne specialskoler.

Jeg mener, at forestillingen om inklusionsjakkesættet, der bugner af gummibolde og andre værktøjer til inklusionsopgaven, er skabt af magtens sprog for at afmontere kritik af den forfejlede inklusionsspareøvelse. »Lærerne er for letpåklædt til opgaven«, er konklusionen fra Niels Egelund.

Siden Salamanca-erklæringen fra 1994 har man spillet forestillingen om inklusionsjakkesættet. Embedsmænd og politikere har nikket anerkendende til forestillingen, måske, måske ikke, uvidende om, at den opstod på grund af nogle landes manglende villighed til at møde alle børns undervisningsbehov. Sådan var det ikke i Danmark i 90'erne. Vi var langt længere fremme.