Hvordan gør vi det bedre?

Hva' tænker vi på? Jeg sidder og læser et opslag fra den lokale avis på facebook. En gammel kollega er blevet ny skoleleder på en lokal skole, der ligger langt nede på "hitlisten" over dygtige elever. Folk kommenterer løst og fast på opslaget og mine øjne stopper ved en ung kvindes kommentar, hvor hun skriver, at det ikke kun er hende den er gal med, andre har også fået dårlige karakterer der, så det må være skolen, den er gal med. Av, den sved. Sidder denne unge kvinde med en følelse af at være forkert, fordi hun ikke levede op til de krav, der blev stillet til hende på det givne tidspunkt? ... Øv, hvor gør det mig ærgerlig. Hvad godt kunne der komme ud af den følelse? Jeg havde en ide om, vi i skoleverdenen ikke skulle pille elever ned og fortælle dem om alle deres begrænsninger. Jeg troede vi skulle styrke dem og gøre vores bedste for at give dem optimale kår i den verden de nu engang lever med og i? Vi bliver simpelthen nødt til at ændre kurs, hvis vi vil gøre det bedste for de unge mennesker, og acceptere, at ikke alle skal være verdensmester i alt. ALLE kan ikke være bedst. Nuvel, jeg er med på vi skal strække os og hele tiden være bevidste om at udvikle os i bedste Vygotskystil. Det skal bare ikke foregå som nu. At give de unge en følelse af at være forkerte og ikke være gode nok, har aldrig været intentionen for en eneste lærer. Den påstand tør jeg godt lægge hovedet på blokken for og vi bør gøre op med den evige konkurrence i den form den har nu. Når vi konstant skal måle og veje eleverne i forhold til andre, vil det unægteligt gå galt for dem, der ikke ligger på 1. pladsen. Alle kan ikke stå øverst på skamlen. Vi bliver noget klemt som skolemennesker mellem det menneskelige hensyn og de omkringliggende krav fra staten. Hvem skal vi tage mest hensyn til?

Jeg er ikke konkurrencemenneske og jeg ser det slet ikke som en konkurrence at være menneske. Vi udfylder forskellige pladser i samfundet og skal på ingen måde prøve at være noget vi ikke er, eller være mere, end det vi er. Det tager vores selvværd. Er succes kun lig med gode karakterer og fine snit? Jeg kunne godt tænke mig, at vi kom derhen, hvor hver enkel skole skulle måles for sig selv og deres egen udvikling og ikke sammenlignes med andre. Jeg er selvfølgelig godt klar over, at vi bliver undersøgt forfra og bagfra på makroplan, men det gavner ikke nogen, at det bliver trukket ned på det mikroplan vi lever i og arbejder med til hverdag, som det er nu. Vi stresser kun over det. Både børn, forældre og skolemennesker. Tænk, hvis al den data vi har i dag i virkeligheden bliver fejl brugt, som det er nu!

Prøv at bruge et par minutter på at tænke, hvad der bør være det store fokus for at give den optimale læring. Måske har jeg ikke ret i, at det er "forkert konkurrence", der gør det?(jeg har i hvert fald ikke en 1000 sider lang rapport som evidens - kun min egen verden af det jeg ser og hører). Der er helt sikkert andre faktorer, der spiller ind, men hvad er den VIGTIGSTE faktor?

Nu har vi prøvet med konkurrence på én måde i mange år. Er det ikke tid til at prøve en ny?