Hvor meget skal en (naturfags)lærer vide?

Jeg ved godt at spørgsmålet er lidt sært, for hvordan i alverden skal man måle mængden af viden – og hvad er viden idet hele taget? Det vil jeg ikke påtage mig at svare på, men det er et faktum, at mange naturfagslærere – og især lærere, der underviser i det meget brede fag, natur og teknologi, - oplever at de kommer til kort, og at de mangler megen nødvendig baggrundsviden, når de forlader seminariet, og opgiver at undervise i fagene. Andre kaster sig ud i opgaven med dødsforagt ud fra devisen: det vigtige er ikke at jeg kender svarene, men at jeg kan lære eleverne hvordan de skal finde dem. Det er rigtig fint, hvis læreren er tilstrækkelig entusiastisk og kompetent i forhold til at udføre de nødvendige eksperimenter - i virkeligheden nok idealsituationen. Muligheden er desværre, at der er stor risiko for at den faktuelle viden eleven skulle have erhvervet sig gennem undervisningen er forkert – simpelthen fordi læreren ikke har den selv. På den anden side må man jo gå ud fra, at grundbogssystemerne indeholder lige netop den viden, som eleverne skal opnå ifølge de fælles mål, der er opstillet fra officiel side. Jeg oplever imidlertid tit, at grundbøgernes tekster er meget svære i forhold til, at det er første gang eleverne møder det rimelig komplicerede stof. Dette betyder, at mange elever mister interessen før undervisningen rigtig er kommet i gang. Det er her betydningen af den enkelte lærers viden kommer ind. Det er igennem den gode historie og den vidende og entusiastiske lærer, at eleverne bliver motiverede for arbejdet med naturfagene.

Det er altså særdeles vigtigt at læreren er grundigt inde i sit stof, men er det idet hele taget muligt, at en natur og teknologilærer kan rumme al den meget forskelligartede viden, som faget er bestemt til at indeholde? Faget er jo et, til tider lidt sært, sammensurium af mange elementer, og for det meste begrænser den undervisende lærers kompetencer sig til enkelte af fokusområderne. For eksempel var rektoren fra DTU her for ganske nyligt ude og påpege at naturdelen af faget fyldte forholdsvis alt for meget, og han udtrykte ønske om, at teknologidelen blev kraftigt styrket, for at motivere eleverne til at uddanne sig til at arbejde praktisk med naturfagene. Jeg er meget enig med ham, men dette kræver, at læreren udvider sit vidensområde yderligere. For nogen uoverskuelig opgave, for andre en spændende udfordring. Jeg glæder mig i hvert fald til at se et væld af lærerkurser udbudt fra DTU – og at politikerne og skoleledelserne kan se vigtigheden af at lærerne får disse kurser. I det hele taget må det være min pointe, at læreren aldrig kan erhverve sig viden nok, og at det er vigtigt at holde fast i – og styrke- de faglige fællesskaber, som f.eks. de fagfaglige foreninger, og at der bliver åbnet op for at lærerne igen kan få tildelt de deciderede faglige kurser.

Der sker rigtig meget med skolen i disse år, og synet på lærerens rolle er under kraftig revurdering. Tidligere var en faglærer en, der levede med sit fag. Biologilæreren, f.eks, var i princippet altid på arbejde. I hans ”fritid” læste han bøger og så tv udsendelser med biologisk indhold, tog på udflugter med familien til diverse naturområder og relevante museer og når han tog på ferie var det for at opleve specielt naturens mangfoldighed, for senere at kunne bruge sine oplevelser i forhold til undervisningen. Denne undervisning tilrettelagde han ud fra hans egne forudsætninger, og hans opfattelse af hvordan eleverne bedst kunne lære biologi. For mig at se vil man (det politiske Danmark) gennem diktatet i lov 409 gerne udrydde denne entusiastiske lærertype til fordel for en ”administrator”, der igennem diverse tests blot skal sikre, at eleverne opnår de kompetencer, som de nye fælles mål foreskriver. En udvikling man i den grad må frygte og som, jeg vil vende tilbage til i næste blog