Hvor længe vil vi ydmyge os?

Ydmygelser er der nok af. Sophie Løhdes udtalelse om, at offentligt ansatte kun vil tage, men ikke give, er bare én af dem. Michael Ziegler bidrager med endnu én, når han mener, at vi offentligt ansatte ikke udviser samfundsansvar. Og den selvsamme herre slår i Debatten på DR2 fast, at det går rigtig godt i folkeskolen – og at flere lærere i øvrigt mener det samme – og efterlader derved mig i en apatisk choktilstand med udelukkende ét spørgsmål kørende rundt i skallen: Er det overhovedet kræfterne værd at kæmpe?

Hvor længe vil du ydmyge dig?

Er det dét værd at blive ved med at kæmpe, når dem man kæmper imod på alle tænkelige måder har vist, at de ikke forstår – og at de ikke engang vil prøve at forstå? Hvis nok virkelig er nok, hvorfor smider vi så ikke bare håndklædet i ringen og lader dem gøre det, de sikkert har haft planlagt fra begyndelsen? Som barn af 90’erne spørger jeg ofte mig selv om dét, som Danser med drenge også spurgte om dengang: Hvor længe vil du ydmyge dig? Hvor længe vil du lade dem trampe på dig?

Nok er nok for Danmark

Ja, nok er nok. Men for os lærere – og alle andre offentligt ansatte – er det her ikke (kun) en personlig kamp for bedre arbejdsvilkår. Vi kæmper nemlig en kamp, der er meget større og vigtigere. En kamp for samfundet, - for det, der er tilbage af dét, vi engang kaldte vores velfærdssamfund. Som lærer ser jeg det smuldre lidt efter lidt ude i folkeskolen, og jeg er nødt til at råbe vagt i gevær og kæmpe. For min arbejdsgiver gør det tydeligvis ikke.

Så kære KL, Sophie Løhde og Moderniseringsstyrelsen, tramp I bare videre. Ydmyg os alt det, I orker. Men vid, at selvom nok ikke er nok for os, så er nok nok for Danmark.