Hvor ensporet skal skolen være?

Store centralskoler, hvor de faglige miljøer kan udvikles, er trenden hos toneangivende politikere og meningsdannere. Baggrunden er åbenlyst, at det ikke er skolepolitik, men overvejende økonomisk rationalitet, der skal være grundlaget for fremtidens folkeskole. Vi ser overvejende indlæg om, at skoleplanlægning kan organiseres med udgangspunkt i disse merkantile tilgange fra VCO-blokken.

Jeg savner troværdige udmeldinger om, at det ikke er nok. Børnenes behov er ikke alene fagligt kompetente faglærere, men også personligheder, som brænder for det enkelte barns generelle udvikling.

Vi skal være varsomme med påstandene om, at mindre skolemiljøer ikke har nogen værdi. Mange børn kan ikke honorere kravene i selvforvaltningspædagogikken, men har behov for mere nærhed og trygge rammer i deres skolegang.

Hvis der menes noget med idealerne om inklusion, rummelighed, eller hvad man nu kalder det, kræver det en helt anden pædagogisk mangfoldighed i de kommunale skolepolitikkers målgrupper, end der tegnes i de skolepolitiske debatter for tiden.

Alternativet bliver, at forældre, i mistillid til de kommunale folkeskoler, tilvælger privatskoler. Det bunder ikke kun i lykkelige familier, men også resursestærke familier, som bekymrer sig om, hvorvidt deres børn kan rumme folkeskolens ensporede tilgang til børnenes skolegang.