Hvor ejerskabet står

Forestil dig euforien forbundet med det stykke legetøj, købt for dine surt sammensparede skillinger. Ve den lillebror eller lillesøster der kommer for tæt på, endsige overvejer at røre dette hellige relikvie. Denne følelse hedder ejerskab. Tilstanden, hvor man ingenting tager for givet, og alt, blod, sved og tårer, er synonyme.

Et særligt møblement

Måske er livet blevet lidt mere voksent og lavpraktisk siden årene med legoborge og fjernstyrede biler, men i bund og grund handler det om at investere sig selv i noget (eller nogen) – det gør simpelthen, at vi passer bedre på tingene. Problemet i disse omskiftelige/udskiftelige tider er, at når ting får den mindste ridse, er vi nærmest tilbøjelige til bare at skifte det ud. Alt er blevet så billigt og tingenes holdbarhed så begrænsede, at venerationen og nostalgien aldrig når at tage form. Det samme ser jeg mere og mere ske for børnene i skolen.

Som på dit eget værelse, således også i klasselokalet

Dette ejerskab kan fungere både på det materielle plan, såvel som på det immaterielle. Hvis børnene nu følte ejerskab for klasselokalet, som for deres eget værelse: Et sted man passede på, hyggede sig i og gerne sørgede for at holde ryddeligt. Undervisningen og ens klassekammerater lidt som en seng – et sted hvor man kunne føle sig tryg og hvor der var plads til drømme. Og nej, ikke noget med at gå fra det hele og forvente at andre ordner tingene for en. Det handler om at lære at tage ansvar. Ansvar for sig selv, ansvar for andre og ansvar for de ting man omgiver sig med. Alt dette starter og slutter ved en selv. Lige der, hvor ejerskabet står.