En kernesund rødkindet bondepige, der fattes kun malkespand og trefod for at fuldende en fynsk idyl.
Den alvorlige, blege borgfrue – som hentet direkte ud af et middelaldersceneri – diadem og tjenende terner er der – i fantasien. En deserteret soldat fra Napoleons spaniensarmé- dog uden pallask og gehæng.
Og så mig selv – som hunden sagde – en sindig bondetype i vadmelsbukser med klap og hængerøv.
Et lille udsnit af et fantastisk galleri af forskellige typer af udseende, men, som det senere viser sig, også af sind og holdning, mødtes på Skarrildhus til kursus 1.-3. marts.
Fire udsendte fra førerbunkeren skal sælge budskabet: At vi er jer, og I er os! De er bestemt heller ikke kopier af hinanden!
Men der er sket noget, siden jeg sidst fandt stadstøjet frem og pudsede rejsetræskoene med Skarrildhus som destination: Vi er kommet hinanden lidt nærmere – forstår hinanden bedre! Er der sket et pinseunder på Vandkunsten, så de udsendte ikke længere taler i tunger for os – der skal forstå? Mig synes det som om forståelseskløften er blevet smallere. Vel kunne der spores nostalgiske følelser for den herlige tid, før 'Jerikos basuner' havde lydt to gange, men det skal retfærdigvis siges: Den er feset ind!
Der forkyndes – men ikke i den hårdtpumpede dogmatiske udgave af slagsen. Hvor befriende!
Naturligvis kunne det slå gnister, da 'kemien' lammede dele af forstanden, men det er krydderi og inspiration! Vi er vel ikke kagekoner? Derfor, DLF – fortsæt linjen, der er nemlig kun denne ene farbare vej.
Niels Christian Christensen
Hjørring
Hvor befriende
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.