Hvo intet vover

Kære læsere

Hvordan er jeg klædt, hvordan sidder håret, hvad skal jeg sige – eller ikke sige, er det måske alligevel den sikreste strategi? Taler jeg lidt for højt, lidt for meget, og havde jeg den rigtige holdning, til det emne, der blev diskuteret i frokostpausen? Det er nogle af de spørgsmål, nye elever stiller sig selv, når de møder op første dag i en ny klasse.

Jeg har det lidt på samme måde med mit første blogindlæg. Udover, at jeg ikke helt kan se mine klassekammeraters, eller i dette tilfælde læseres, umiddelbare reaktion på mit indlæg. Jeg ved faktisk ikke, hvem mine læsere er. Jeg gør mig dog nogle forhåbninger om, at der rent faktisk er nogen ”derude”.

Men i overvejelserne omkring læsere, skal man som blogger være bevidst om, at man publicerer noget alle har tilgang til. Det jeg skriver på bloggen skal helst være noget, der ikke får mig i fedtefadet hos hverken mine elever, mine kollegaer eller min chef. Det skal være noget jeg kan stå inde for i forhold til samarbejdspartnere (uddannelseskonsulenter, vejledere og fagkollegaer i forbindelse med censorater), og så vil jeg egentlig også gerne have at det digitale fodspor jeg efterlader mig her, er noget mit 10 år ældre jeg ikke får ondt i maven af at læse. Hvordan gør man så lige det, uden det bliver alt for ligegyldigt og uinteressant?

Man vover selvfølgelig pelsen, satser hele puljen og håber på, at det er muligt at skrive noget vedkommende og relevant. Jeg har nemlig en forhåbning om, at jeg med engagement og ildhu fra mine læsere, kan skabe noget opmærksomhed og noget fællesskab omkring vores virke som sosu-undervisere. At mine indlæg ikke kommer til at stå uden respons.

For Folkeskolen har med dette nye netværk af sosu-undervisere også vovet pelsen og satset på, at der fra sosu-undervisernes side er interesse for at vidensdele, netværke og lade sig inspirere på kryds og tværs af vores skole. Dét vil min blog forhåbentlig være med til at bidrage til, men jeg ser nødigt at mine indlæg bliver en monolog. For selvom jeg har masser på hjerte, så har bloggen brug for forstyrrelser i form af kommentarer, spørgsmål og feedback. Den opmærksomhed håber jeg, jeg kan gøre mig fortjent til.

Er det så alligevel lykkedes at skrive et mere eller mindre indholdsløst indlæg, der endnu ikke præcist ved, hvor det skal hen? Måske. Men sceneskrækken er forhåbentlig aftaget, og jeg håber publikum klikker sig tilbage efter pausen, for at følge med i andet akt.