Hvis ikke læreren er børnenes advokat, hvem er så?

Vi ser udsendelser om børn/unge, der føler sig svigtet af systemet - ingen har taget fagpersoners advarsler alvorligt. Nogle lærere er under inklusionskravets pres dagligt - de skal tages alvorligt!

Som lærer på en specialskole arbejder jeg med børn med en socialt vanskelig baggrund. Vi møder dagligt børn, der mistrives eller ikke bliver passet på, som de burde. Vi hører ting, man ikke troede muligt. Vi er bevidste om at være børnenes advokater, vi er fagpersoner og uddannet til at have et særligt skærpet fokus. For nogle uger siden diskuterede mine kolleger og jeg netop en elev, vi har bekymringer for. Ved bordet sad også en psykolog fra kommunen. Holdningen var, at bekymringerne ikke var så »slemme«, at eleven kunne fjernes fra hjemmet. Derfor ville vi ikke få noget ud af en underretning. Jeg var frustreret - faktisk målløs. Da jeg gav udtryk for mine frustrationer, bekræftede min lærerveninde - hun er ansat inden for almenområdet: Vi vi må bare erkende, at det er vores ansvar og opgave at videregive vores bekymringer. Det er ikke vores opgave at vurdere, hvad der stilles op med dem.

Derfor en væsentlig appel til alle mine lærerkolleger: Det er vores pligt og ansvar at gøre kommunerne opmærksomme på vores bekymringer for de børn, vi bruger mange timer med dagligt. For børn, som vi måske kender bedre end forældrene selv. Der er en grund til, at fagpersoner som os har skærpet underretningspligt. Det er en del af vores arbejde.

Da jeg læste til lærer, sagde min underviser i specialpædagogik: »Hvis man er i tvivl, er det nok. Så skal man underrette«. Lad disse kloge ord fylde holdningen i skoleverdenen og give vores elever de bedste muligheder - og åbne kommunernes øjne.