Konflikten mellem Kommunes Landsforening(KL)/regeringen på den ene side og Danmarks Lærerforening(DLF)/lærerne på den anden har nu været i mere end fire måneder. Jeg er helt klar over, at nogen vil sige, at konflikten først opstod, da lærerne blev lockoutet af KL, men sagen er, at det tætte parløb mellem regeringen og KL har haft det samme mål hele vejen igennem, nemlig konflikt, for kun en konflikt kunne sikre, at den nuværende arbejdstidsaftale kunne ophæves.
Jeg skal ikke trætte læseren med endnu engang at forklare, hvad den nuværende arbejdstidsaftale for folkeskolelærerne indeholder, men blot konstatere, at det har været en arbejdstidsaftale, som rigtigt mange har været glade for. Arbejdstidsaftalen har nemlig – i modsætning til tidligere arbejdstidsaftaler mellem DLF og KL – haft fokus på undervisningen og opgaver i tilknytning til selve undervisningen. Det har i høj grad været en arbejdstidsaftale, som havde sit udgangspunkt i tillid. Tillid til hinanden mellem kommunerne, skolelederne og lærerne. Det var en god ordning.
Det bekymrende er at med ophævelsen af denne arbejdstidsaftale, har folkeskolen ikke fået noget til gengæld, som er godt hverken for folkeskolen, for lærerne og i sidste ende for børnene. Det er min opfattelse, at der i stedet er skabt tabere, der – når regeringen kommer med sit indgreb – skal finde hinanden igen. Det bliver en grim tid, hvor alle vil forsøge at positionere sig og skabe de bedste forhold. De bedste forhold for sig selv, og med et slag har folkeskolen mistet sin mulighed for sammen med de mange interessenter at skabe det, der efter min mening er verdens bedste skole. En fællesskabets skole.
Regeringen og KL er nok ikke enige i mit synspunkt. I stedet har de det synspunkt, at de ved at slå mig oven i hovedet, ved at friholde sig fra at bruge forskning, ved at rode rundt i synspunkter, meninger, tro, videnskab og andet, de kan finde på deres vej, kan skabe den bedste folkeskole.
Og den bedste folkeskole skal skabes i normaliseringens klare lys. Forleden var det KL’s formand, Erik Nielsen, der på DR1s Deadline fandt det nyttigt at sammenligne sygeplejersker, SOSU-assistenter og lærere i forhold til arbejdsopgaver og især forberedelse. Er Erik Nielsen slet ikke klar over, at undervisningen er lovgivet om gennem Ministeriet for Børn 0g Undervisnings Fælles Mål (et værktøj til planlægning, tilrettelæggelse og evaluering som lærerne er forpligtet på), hvilket gør det absolut uanvendeligt at lave en sådan sammenligning? Og er det ikke den ene folkevalgte politiker, så er det den anden, der har en mening om og holdning til folkeskolen uden måske altid at have sat sig ordentligt ind i tingene.
KL’s chefforhandler, Michael Ziegler, ynder at bruge betragtningen ”vores grundsynspunkt” om det forhold, at KL kan gøre folkeskolen meget bedre (og altså børnene meget dygtigere) ved at sikre, at pædagoger og lærere er mere sammen med børnene. Det er så dum en påstand, at jeg ikke ved, om jeg skal grine eller græde. Og det er ikke kun KL, men også regeringen, som har gentaget denne sætning så mange gange, at nogen kunne forledes til at tro på, at børn skal blive så dygtige de kan ved at være mere sammen med den voksne. I sagens alvor må jeg derfor opfordre vores politikere både i kommuner og i folketinget om at ansætte dobbelt så mange i skolesystemet, hvilket (hvis nu man skal tro på de mange ytringer fra regeringen og KL om mere tid sammen) vil betyde, at børnene alt andet lige ville blive dobbelt så dygtige.
Det kunne så samtidig sikre, at de mange uddannede og fyrede lærere og pædagoger, som i dag er arbejdsløse, med et hug kunne komme tilbage og blive en del af skolens hverdag til gavn for samfundet og til gavn for børnene.
Og det er der en særlig grund til, som jeg vender tilbage til om lidt. Folkeskolereformen og KL’s kamp mod DLF og lærerne handler på ingen måde om at gøre folkeskolen bedre. Regeringens folkeskolereformen og KL's ophævelse af arbejdstidsreglerne for lærerene har et enkelt sigte, nemlig at bruge folkeskolen som ventil, når der skal skrues op og ned for udgifterne. Det kan ingen politikere dog med respekt for sig selv og sit parti sige, så i stedet bruger de skolelederen som pejlemærke i deres reformforslag. Får skolelederen fuld råderet over den tid, læreren skal bruge på en given opgaver, vil det skabe en bedre skole, har KL's chefforhandler, Michael Ziegler, sagt op til flere gange.
Det kræver vist mere en teori at tro på det. I Folkeskolens paragraf 2 står, at ”Kommunalbestyrelsen har ansvaret for folkeskolen” og videre i samme paragraf i stykke 2 står, at ”Den enkelte skoles leder har inden for rammerne af lovgivningen og kommunalbestyrelsens beslutninger ansvaret for undervisningens kvalitet i henhold til folkeskolens kvalitet i henhold til folkeskolens formål, og fastlægger undervisningens organisering og tilrettelæggelse”.
Der er altså al mulig grund til at stoppe op og se på, om skolelederne med den nye påtvungne arbejdstidsaftale får mere magt. Svaret er et rungende nej. Til gengæld har kommunerne sikret sig, at fagforeningens rolle er udspillet. Og må jeg minde om, at fagforeningen i de sidste 100 år på alle måder har sikret det velfærdssamfund, som nu desværre ser ud til at være hårdt udfordret – ikke mindst grundet den socialdemokratiske regerings utidige indblanding i overenskomstforhandlingerne. Får regeringen folkeskolereformen igennem ved et forlig med folketingets partier, vil fagforeningernes rolle være stærkt svækket, og det er en katastrofe for velfærdssamfundet.
Forhandlingen kunne være blevet til noget, hvis ikke det var så magtpåliggende for regeringen at få ophævet arbejdstidsreglerne. Og her blev KL brugt klogt. I mange år har KL udtrykt ønske om at få ændret på de rigide regler, der tidligere havde været. Det skete endeligt med overenskomstaftalen i 2008, som siden hen er blevet rost af stort set alle for at være moderne.
Forhandlingen mellem KL og DLF burde være endt med et resultat, som begge parter kunne leve med og som i sidste ende skulle sikre alle børn i folkeskolen en rimelig undervisning med plads til både forberedelse, opgaveretning og evaluering. Nu bliver det alene økonomien, der afgør, om det bliver skidt eller kanel. Det må og skal DLF og lærerne på barrikaderne for, og det er derfor, at lærerne hver dag går på gaden i disse dage. Vi vil have en arbejdsplads, hvor det er den velforberedte undervisning, der er altafgørende for, hvor langt vi kan nå med eleverne. Og her har folketingets partier og medlemmer et stort ansvar for at sikre, at folkeskolereformen ikke bliver vedtaget på det fundament, som KL har meldt ud.
Det, som folkeskolen har brug for, er en forståelse af, at folkeskolen er en dynamisk organisme, som har brug for ressourcer der, hvor det giver mening. Og det ville være meningsfyldt at få de mange uddannede arbejdsløse lærere ind i indskolingen i de danske folkeskoler (og privat- og friskoler), fordi vi ved, at flere hænder om de små, flere øjne på de udfordringer, der er i indskolingen, mere dialog mellem de voksne om børnene, kan og vil skabe et langt sundere fundament for skolens børn.
Der er nok ingen, der vil modsige, at vi kan gøre langt mere for folkeskolens elever, hvis vi sætter ind så snart, at børnene møder i skolen. Vi bliver nødt til at tro på fagkundskaben og bruge den aktivt, og vi må sikre, at de børn, der har svært ved at gå i skole af forskellige årsager – og lærerne i folkeskolens indskoling er utroligt dygtige til at spotte den gruppe, der skal hjælpes – får al den hjælp, de har brug for. Det nytter ikke at tro, at vi med flere timer for eleverne kan ændre noget som helst. Erfaringerne fra den finske skole peger entydigt på, at en tidlig markant indsats gør en stor positiv forskel for børnene senere hen i skolelivet.
Der vil sikkert være mange forældre og andre, som nu sidder og tænker på den uduelige lærer, de selv havde, eller deres børn havde. Jeg anerkender det faktum, at mange har oplevelser med folkeskolen, som ikke har været gode. Og måske sidder der nogen og tænker, at det var på tide, at de lærere blev sat på plads. At lærerne selvfølgelig skal arbejde lige så meget som alle andre, og at skolelederen selvfølgelig skal bestemme.
Det er bare ikke det, denne her konflikt handler om. Konflikten mellem regeringen/KL og DLF/lærerne handler om, hvem der fortsat skal være med til at skabe verdens bedste folkeskole.
Jeg tror på, at vi i fællesskab, tillid og dialog kan skabe det bedste for mig, mine kolleger, børnene og Danmark - og jeg ved, at fagforeningens rolle er en af de vigtigste faktorer for at det projekt skal lykkes.
Velkommen til en folkeskole i verdensklasse - hvis vi får lov.
Hvem skal i fremtiden være med til at skabe verdens bedste folkeskole
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.