Mozart! Alene navnet kan få de små hår til at rejse sig hos et gennemsnitligt musikinteresseret individ. Eller kan det? Er hundreder af års indlysende beundring for dette musikalske fænomen ved at tabe pusten? Er Wolfgangs musik blevet en sær anakronisme fra en fjern fortid, der ingen steder hører hjemme i en postmoderne, postfaktuel verden… og i skolens musiklokale?
Det kan godt være, at det er min erindringsforskydning, der spiller ind, men da jeg selv gik i skole, var navnet Mozart et, man kendte på linje med Dracula og Julemanden – om ikke af gavn, så af navn. Men forleden dag, da denne kendsgerning skulle stå sin prøve, faldt dette ”grundvilkår” gevaldigt til jorden: Gennemsnitligt 2-3 stykker ud af hver klasse havde hørt om Mozart. Jeg havde svært ved at skjule min skuffelse. Suk! Jeg tyede straks til klaveret for at gøre deres uvidenhed, og min egen forfængelighed, til skamme. ”Eine Kleine Nachtmusik”, Symfoni nr. 40 i g-mol. Da blev det straks bedre. Ringetoner og tegnefilm havde i det mindste set fornuften i Mozarts musik. Men hvad med de kommende generationer? Er hvid jul og postbudet noget, der blot vil blive henvist til i historiebøgerne? Heldigvis hører den sorte skole fortiden til, men visse klassiske dyder har vel stadig en plads i vores musikalske arv og pensum. Har de ikke?
Samme uge lærte jeg hele 2. og 3. årgang Mozarts ”Kom, maj, du søde milde”, og den gik, trods alt, rent ind. Håbet er lysegrønt.
Hvem er Mozart?
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.