Hvem bestemmer

DLF bedes omgående anmode Folketinget om her og nu at besinde sig på, om det skal være Undervisningsministeriet eller Kommunernes Landsforenings (KL) kontor for uddannelse, der skal bestyre folkeskolen. Det skyldes KL's sidste udspil på skolefronten, men beslutningens nødvendighed har længe trængt sig på.

KL foreslår som bekendt 275 folkeskoler endnu mere forskellige, end tilfældet allerede er. Men så kan vi lige så godt gå planken ud og opfordre undervisningsminister og Folketing til at beslutte en statsfinansieret, forældrestyret folkeskole, hvilket kobler kommunerne ud af driften af børneskolen og skiller pasning - læs opbevaring - fra undervisning.

Det lyder dramatisk, men se bort fra lyden, for det mest dramatiske er, at lærerne igen - nu som overenskomstansatte - kommer tilbage til staten som overenskomstpart. Frem og tilbage er lige langt, men bortset fra KL og måske Poul Winkler er der næppe nogen, der ser ulemper i det.

For børneskolens virke i et lille bitte land som Danmark ligger det lige for. KL har i lang tid selv arbejdet for sagen, som de sammen med andre skiftevis har døbt decentralisering, selvforvaltning, pose penge-princip, kontraktstyring, lønsumsstyring, ny løn og frihed til ansættelse af hvem som helst som (lønsums)fordelere samt i sidste ende sikkert også til - på resultatløn - at undervise børnene. Med denne glasklare ideologi anvendt til målstyring og ny teknologi til økonomistyring spares der mange samfundsressourcer - blandt andet i KL - ved at lade Undervisningsministeriet forestå opgaven alene. Ministeriet har allerede stor erfaring fra styringen af privatskolerne. Forskellen er alene kvantitativ.

Hertil kommer, at flere kommuner på samme ideologiske grundlag gerne vil sælge skolebygningerne, som staten lige så godt som kommunerne kan leje tilbage hos private entreprenører. Der skal blot indgås kontrakter med udlejer. For vor fattige stat bliver der således ikke tale om en anlægsudgift, men blot om ændring af reglerne for tildeling af bloktilskud.

Når ansvaret for børneskolen på denne måde entydigt og klart er placeret i Folketinget, og undervisningsministeren bliver frue i eget hus, behøver ingen være i tvivl om, hvem der har kompetencen til at beslutte, hvilke mål børneskolen skal nå, hvem der kan meddele frihed for Loke såvel som for Tor, og hvem der har kompetence til at beslutte forandringer med tilhørende kraft til at gennemføre dem.

Det er en kendt sag, at for mange kokke fordærver maden, og KL's curricula vitæ på skolefronten medfører næppe, at KL's ingredienser vil blive meldt savnet.

Chresten Sloth Christensen

børne- og kulturdirektør, Skagen