Den aktuelle situation på det private arbejdsmarked giver mindelser om Overenskomst 95, da DLF's hovedstyrelse anbefalede et ja til forhandlingsresultatet, men medlemmerne stemte nej.
Efterfølgende var der enighed om, at det ikke burde gentage sig. Midlet til at undgå det skulle være dialog med medlemmerne. Nok værd at huske på nu, hvor der faktisk ikke er særlig lang tid til, at kravene til Overenskomst 99 skal være på plads.
Nej'et satte fokus på pensionisternes overenskomst-stemmeret. Et forslag om fratagelse af den på kongressen i 1997 fik ikke stemmer nok, så spørgsmålet har stadig ikke fundet en fornuftig løsning.
Efter min mening er der ikke tvivl om, at stemmeretsdiskussionen har slået skår i pensionisternes forhold til DLF, og at det er en del af forklaringen på den lave stemmeprocent til valget af fraktion 4's kongresdelegerede.
Da tjenestemandspensionisterne i de senere år har haft et efterslæb i forhold til de erhvervsaktives lønudvikling, vedtog kongressen sidste efterår en resolution, der stillede krav om, at reguleringen sker i forhold til den samlede lønudvikling. Der opfordredes ligeledes til, 'at der via et politisk initiativ skabes sikkerhed for, at tjenestemandspensionerne følger lønudviklingen'.
Hovedstyrelsen har utvivlsomt arbejdet med disse spørgsmål. Problemet er bare, at medlemmerne ved meget lidt for ikke at sige ingenting om, hvilke overvejelser hovedstyrelsen gør sig, og hvilke forslag den eventuelt vil forelægge den (de) kommende kongres(ser).
Det synes jeg ikke har meget med dialog at gøre - ikke engang envejskommunikation. Det er ikke nok, at foreningsdemokratiet fungerer på det formelle plan, hvis det ikke reelt inddrager medlemmerne i beslutningsprocesserne.
Jørgen Pagh Andersen
Københavns Lærerforenings
pensionistafdeling
Hvad sker der
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.