Jeg er formand for en kredsstyrelse i Ballerup, som anbefalede at stemme nej til Overenskomst 15-resultatet, og medlemmerne i Ballerup var altovervejende enige, selvom udsigten til mulig konflikt også virkede afskrækkende på os. Jeg bliver stadig mere tilfreds med det nej. Resultatet var pauvert i forvejen, og med KL's tilsidesættelse af punkt tre om tidsfastsættelse i arbejdstidsbilaget står vi nærmest afklædt tilbage. Den ubegribelige lejrskoleafgørelse føjede bare endnu et søm til ligkisten.
At hovedstyrelsen så ensidigt agiterede for et overenskomstresultat, som på ingen måde sikrer vores medlemmers arbejdsvilkår, rystede mig og mange andre. For netop sikringen af medlemmerne er og vil altid være vores vigtigste fagforeningsopgave.
Mindst lige så rystet var jeg over, at vi ikke gjorde mere for at præge opinionen og mobilisere medlemmerne op til Overenskomst 15. Hvis vi definitivt har forkastet strejkeretten som middel til at opnå resultater, hvad har vi så sat i stedet?
Jeg har svært ved, at vi som fagforening lader den magtesløshed, vi oplever ved det centrale bord, glide ned gennem rækkerne for til sidst at lande på det enkelte medlems bord.
Under alle omstændigheder er det nu engang her, vi står, og sammen må vi finde en vej.
Først og fremmest skal vi dog blive enige om, hvad vi sigter efter ved Overenskomst 18.
Jeg føler mig moralsk forpligtet på at arbejde for en central arbejdstidsaftale, der som minimum indeholder et rimeligt undervisningsmaksimum og et reelt professionelt råderum. Men er vi enige om, hvornår et resultat er godt nok? Det skal vi have fundet ud af i god tid inden Overenskomst 18.
Ellers frygter jeg, at historien vil gentage sig.
Hvad sigter vi efter ved Overenskomst 18?
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.