Jeg ved ikke, om jeg skyder for lavt - det er ikke hensigten - men jeg synes, det er tankevækkende at læse den afgåede formands fremtidsudsigter.
Det ville have set godt ud og givet et godt signal, hvis eksformanden havde sagt: 'Jeg skal selvfølgelig ud og være folkeskolelærer'.
Men nej, den vej står ikke med den store overskrift.
'Måske arbejde med børn'. 'Ellers vil jeg arbejde med noget internationalt, humanitært eller organisationsmæssigt'.
Jeg forstår godt, at det ikke ligefrem er folkeskolelærerjobbet, der banker i hjertet - løn og arbejdsvilkår for den almindelige folkeskolelærer er jo nok ikke noget, der kan trække voldsomt i eksformandens ønsker for sig selv.
Men det ville have været et godt signal at sende til os menige lærere.
Bortset fra denne lille skuffede kommentar ønsker jeg det bedste for dig i fremtiden. Du har udført et kæmpearbejde og arbejdet for det, du mente var godt og opnåeligt inden for de vilkår, der blev dig givet.
God vind fremover.
Sven Aage Pogel
Næstved
Hvad nu, eksformand
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.