Hvad man ikke kan erfare i et virtuelt laboratorium.

Det kan på nogle punkter lyde besnærende, hvis man f.eks. kan give eleverne indsigt i noget meget småt eller meget stort. Måske en rejse igennem fordøjelsessystemet eller ind i en celle. Eller hvad med at kravle op ad en DNA-stige? Der er garanteret mange spændende muligheder.

Men der er altså også bare ting, som jeg er ret sikker på, man ikke kan med et virtuelt laboratorium, nemlig den direkte erfaring med ting og materialer. Som alle biologilærere ved, går det ikke altid som man havde planlagt i ens undervisning. Men selv når alt går mere eller mindre ”i kage”, erfarer eleverne noget som de, i hvert fald i nedenstående tilfælde, ikke kunne have oplevet virtuelt.

I 7. klasse har vi for nylig arbejdet med jord og jordens betydning for plantelivet og hvad jord består af – et klassisk emne. I den forbindelse skulle der brændes jord af over en bunsenbrænder i en porcelænsdigel. Efter nøje instruktion gik eleverne i gang. Nogle enkelte grupper oplevede, at den humusholdige jord blev lettere end den lerholdige, hvilket var det oprindelige formål. Nogle oplevede også det modsatte. Fint nok – så er der stof til en god snak bagefter.

Alle erfarede til gengæld, at jordafbrænding lugter virkelig dårligt. At bordene i naturfagslokalet er lavet af et plastlignende materiale, som ikke kan tåle høj varme, så brandvarme digler laver smeltemærker. At når man for at undgå dette sætter diglen ned i vasken (som af uransaglige årsager også er af et plastlignende materiale!) og hælder koldt vand på, vil opleve, at diglen brænder fast – og derefter flækker. At digler, der har stået over en bunsenbrænder, er så varme, at man brænder sig, hvis man ikke bruger en tang. At man max kan stable seks digler oven i hinanden – ellers vælter de og falder på gulvet og går itu (alle ti).

Og så var der lige en enkelt elev der også erfarede, at det afkølede, afbrændte jord, som minder mest om kulstøv, sviner vældig meget på ens tøj og ansigt, hvis man kaster det op i luften udenfor i blæsevejr.

Så kom bare med det virtuelle laboratorium – det kan bare aldrig nogen sinde erstatte det at få fingrene i de fysiske materialer selv.