Døve ører kan ikke høre, men mennesker med ører, der kan høre, men ikke vil høre, er usaglige.
Sådan kan man karakterisere regeringen i sagen om kommunaliseringen af mange amtsopgaver. Vi har nu i snart to år hørt om, hvor godt det bliver, når kommunerne får opgaven med den vidtgående specialundervisning under vingerne. Det bliver billigere og bedre, har det lydt fra KL og regeringen. Dette mantra har regeringen spredt, uanset hvilke argumenter der har været fremme om forudsætningen for denne påstand. Vi fik for en måned siden endnu en retningsgiver for, at regeringen og KL ikke havde ret, da udligningsreformen blev forhandlet i hus. Skattestoppet vejer allerhøjest i regeringens vægtskål, og derfor bliver virkeligheden efter 1. januar 2007 sociale forringelser de steder, hvor niveauet har været højt, til fordel for borgerne i andre kommuner, som får skattelettelser. I bedste fald bliver det lave niveau i eksempelvis Sundsøre Kommune status quo. Det er renskuret liberal velfærdspolitik.
Hellere pengene i borgernes lommer end ordentlige tilbud til de handicappede, børnene, skolerne, de ældre, de udstødte. Det er den velfærdsreform, vi har set i glaskuglen gennem lang tid, som nu er blevet endnu mere tydelig. Regeringen modarbejder sine løfter om, at kommunalreformen giver billigere og bedre tilbud til handicappede. Det har hele tiden været tom retorik, og alle ved det.
Det er en om´er. På italiensk »capis«.
Hvad fatter gør, bør andre lave om
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.