Hvad er et nationalt uddannelsessystem?

Der er to uomgængelige forudsætninger for at bedrive et nationalt uddannelsessystem. For det første at man har, det er på en måde klart, et praktisk pædagogisk liv, der er didaktisk og administrativt forordnet. Altså at man har oprettet børnehaver, skoler, seminarier og universiteter, hvor der er ansat folk, og hvor der foregår ting og sager. Den anden forudsætning er, at der er et åndeligt liv i samfundet, som med udgangspunkt i en eller flere intellektuelle traditioner, som er nationalt og regionalt strukturerede, prøver at finde ud af, hvad der er værdifuldt og nyttigt. Det behøver ikke at være noget, der kun foregår på universiteter og højskoler, selvom disse steder naturligvis er meget vigtige i den sammenhæng. Det vil også være drøftelser, som, hvis de er virksomme og effektive, etablerer sig på alle niveauer af det praktiske og pædagogiske liv; også når pædagoger, lærere og skoleledere drøfter faglige og institutionelle spørgsmål. Åndeligheden vil på en måde være en usynlig æter, som al pædagogik bader i, den vil løbe inden i lærernes sprog og give børn og voksne mulighed for at finde ud af, hvem de er, og hvad de kan blive til. Det var de to forudsætninger for at have et nationalt uddannelsessystem. Den første er praktisk, og den anden er åndelig.

Alle store pædagogiske initiativer i historien har været stimuleret af vekselvirkningen mellem disse to niveauer. Nogen gange har det slået gnister, andre gange har man samarbejdet, og indimellem har vekselvirkningen affødt praktiske tiltag og institutioner, hvis ånd stadig svæver lige midt i solskinnet, herunder fx Humboldt-universitetet i Berlin (Humboldt og Kant), reformpædagogikken (Freud, Rousseau og John Dewey), børnehaverne (Fröbel, Montessori) og højskolerne (Grundtvig). Og hver gang en gnist er slået og en institution er oprettet, så har det åndelige liv flydt over det hele i årtier eller ligefrem i århundreder.

Et uddannelsessystem uden den åndelige side ser ca. således ud: Politikere og administratorer har sat nogle få klare målsætninger (fx ranglisteplacering, gennemførselsprocent og social mobilitet), som kan omsættes i tal, hvorefter skole- og lærerpræstationer kan sammenlignes. Lærerne og pædagogerne skal, for at løfte deres ranglistefokuserede præstationer, bruge de metoder, der har bedst evidensbaseret effekt, og de skal måle resultaterne og sammenligne dem med andre, så kunderne kan skifte ”servicetilbud”, så kommunerne kan tildele økonomiske ressourcer, og så skolelederen kan udbetale lønbonus. Pædagogerne og lærerne bliver metode- og læringskonsulenter, der skal stå for at presse en på forhånd defineret læring ud af den enkelte elev, der for sin del skal konstruere sig selv i et præ-determineret pædagogisk univers. Der er ingen sans for beskyttelse af kulturelle værdier og centrale tekster og praksisser, som andet end stivnet ”kulturarv”. Fællesskab, engagement, musik og munterhed er reduceret til metoder til at fremme en forudbestemt ”læring”.

Systemet kan fungere uden refleksion, andet end lidt problemløsning og lidt refleksion over metodeanvendelse. Dette er skolen uden ånd.Når ånden forlader skolen på denne måde forsvinder følgende områder: Videnskab, kunst, historie, filosofi, kritik, tænkning, solidaritet, folkelighed, demokrati og frihed. Det er muligt, at man underviser i noget af det, men disse emner kan kun være der i form af lærerbøger, metoder, ranglister og foruddefineret indhold. Man kan derimod ikke møde dem, altså disse emner, i skolelivet som sådan, i lærernes indbyrdes drøftelser, i skolens målsætninger og i ordenes rumklang; forhold som gør skolen til et sted for menneskets, samfundets og humanitetens praktiske og intellektuelle forfinelse, og som definerer en kulturkreds. Skolen vil mangle et indre formål, for nu at sige det på den måde. Det sted, hvor den offentlige kultur og erindring skulle genskabes, fryser til is. Kulturen stivner og mister evnen til at tænke selv og overveje karakteren af omverdenens ting. Den kan kun reflektere og tilpasse sig det, den konstruerer som omverdenens krav.

En skole, som er i et samfund, hvor den intellektuelt orienterede pædagogik er væk eller afsondret, er et styrbart instrument for den til enhver tid siddende politiske og administrative trummerum. Et samfund med sådan en skole vil ikke kunne overleve i mange generationer som selvstændigt kulturområde. Et sådant samfund vil ende som en maskine, eller sagt med moderne ord, som et stort software system, som en stor skærm.

Lars Løkke Rasmussen drømte om, at vi skulle blive nr. 5 på Pisa, og straks fulgte Kommunernes Landsforening, professionshøjskolerne, DPU, rejseholdet etc. trop. En sådan målsætning er ensbetydende med en afvikling af skolens ånd, fordi et så entydigt fokus på en global ranglisteplacering uundgåeligt vil nednormere et lands egen kultur, og det er også den proces, der er sat i gang. Ingen skoleledere, professionshøjskoler etc. henviser til historie, filosofi, politik eller kunst, når de vil begrunde deres initiativer. Kun nogle få forskningsbrokker bliver det til, som når ”forskningen viser…”.

Hvad med det nyeste initiativ, Ny Nordisk Skole? Hvis man læser Antorinis idegrundlag i Lars Olsens bog ”Uddannelse for de mange”, hvor Ny Nordisk Skole præsenteres, så nævnes lighed og konkurrenceevne som mål, og der er ingen referencer overhovedet til nordisk eller europæisk skoletradition og heller ikke til videnskab, eller nogen af de andre ting jeg nævnte. Der er altså intet forsøg på at placere skolen i en ordentlig intellektuel sammenhæng, på at give den en form for åndelig strukturering, dvs. muligheden for at opbygge og udøve en pædagogik. Der er derfor ingen mulighed for at knytte en praktisk skoleide an til den anden forudsætning for et nationalt skolesystem, den åndelige/intellektuelle forudsætning. Antorinis oplæg går derfor ikke an som et oplæg til en skolereform for et helt land, nemlig Danmark.Den dialoggruppe, som er dannet omkring Ny Nordisk Skole, har fuldstændig samme skavank. Her sidder ingen med kendskab til eller interesse for skolens åndelige sider. Et eksempel herpå er dialoggruppemedlem Andreas Rasch-Christensens kronik i Politiken d. 10/9, hvor hele den åndelige dimension nednormeres til, hvad Rasch-Christensen får af ideer, når han f.eks. taler med sin nabo, for, som han skriver: ”Der findes jo ingen autoritative udlægninger af, hvad det nordiske er”. Men åndelighed er jo netop defineret ved at kaste sig ind i kampen om de autoritative udlægninger. Rasch-Christensen gør derved en videnskabelig dyd, nemlig intellektuel ydmyghed, til en slap åndelig resignation. I den resterende del af kronikken fortsætter Rasch-Christensen i stort set det sprog, jeg beskrev ovenfor, som kendetegner skolen uden ånd.

Rasch-Christensens kronik kan altså ikke, hvis man accepterer mine to indledende forudsætninger, være et bidrag til en strukturering af et nationalt uddannelsessystem. Når jeg taler om denne mangel til gruppens formand Dorte Lange, jf. Krause på Tværs d.10.9, så svarer hun, som jeg har forstået det, at det skal jeg ikke lægge vægt på, fordi Ny Nordisk Skole er et praksisudviklingsprojekt. At det altså er lærernes initiativer, der er i fokus, og at der ingen intellektuel overbygning eller ledsager er. Så enten er de begrundelser, som omgiver Ny Nordisk Skole, eksisterende men uden åndelig værdi, eller også er de der slet ikke! Men det er ikke brugbart i herværende kontekst, fordi vi jo leder efter den sammenhæng, som skal gøre skolen til et bidrag til kulturens overlevelse og udvikling, noget man kun kan opnå ved at inddrage det aspekt, jeg beskrev som den anden forudsætning for at bedrive et nationalt uddannelsessystem, nemlig den intellektuelle eller den åndelige.

Hvis jeg har ret i, at der findes to forudsætninger, den praktiske og den åndelige, for at opbygge, vedligeholde og udvikle et nationalt uddannelsessystem, og hvis jeg har ret i, at Ny Nordisk Skole ingen referencer har til den åndelige forudsætning, så vil Ny Nordisk Skole isoleret set bidrage til at afvikle Danmark som en selvstændig kulturkreds i løbet af få generationer, hvilket også er præcist det, som Rasch-Christensen medvirker til i sin kronik ved at sige, at ”det nordiske” er en slags subjektiv konstruktion.