Hva er'd mæ de kjøwenhavnere

Lønsagen har altid optaget lærerne. Det førte i sin tid landsby- og købstadslærerne sammen i DLF, og i 1951 kom københavnerlærerne til efter mere end 40 års forhandlinger. Lærerstandens samlede kraft førte i 1958 til, at der endelig indførtes lige løn for kvinder og mænd. Fællesskabet gav altså indflydelse.

Fra begyndelsen fik vi to pladser i DLFs hovedstyrelse, dels fordi der var en mandlig og en kvindelig forening, dels fordi det nogenlunde svarede til vores forholdsmæssige andel af medlemmer. I mange år har formand og næstformand i Københavns Læ­rer­forening, KLF, siddet i fagligt udvalg og i pædagogisk udvalg, hvilket har givet både indflydelse og inspiration begge veje. Nu har et hovedstyrelsesflertal imidlertid foreslået at reducere vores to pladser til én. Det er vi meget bekymrede over. For det samme kontingent knap fire millioner kroner årligt får vi den halve indflydelse. Det må kaldes dårlig politisk økonomi. Derfor er KLFs bestyrelse enig om, at hvis DLFs kongres om to uger beslutter at fjerne vores ene plads, vil vi meget nøje vurdere vores tilknytning til DLF.

Hvorfor kan københavnerne ikke bare stille op til hovedstyrelsesvalg som alle andre, vil nogle sikkert spørge. Det kan vi ikke, fordi vores tilknytning er ganske speciel. Lærerne i København er kollektivt medlem af DLF på grund af vores særstatus. Den hænger sammen med de privilegier til at oprette selvstændige forsamlinger, som hovedstaden fik som tak efter svenskekrigene i 1659. Så længe Københavns Kommune eksisterer (som både kommune og amt), er der formentlig en Københavns Lærerforening med egen aftaleret. Det betyder i dag, at KLF er selvstændigt medlem af Lærernes Centralorganisation, LC, til forskel fra kredsene i DLF. Mens lærerne ude i landet indtil 1993 var statstjenestemænd, var vi kommunale tjenestemænd, og der er flere andre historisk begrundede forskelle.

Hvis vi skulle indgå i et hovedstyrelsesvalg i stedet for som nu automatisk at få to pladser ville vi i realiteten skulle opgive vores særstatus og dermed nedlægge os som forening. Det ser medlemmerne i København ingen fordele i, og derfor ville et sådant forslag næppe blive vedtaget med to tredjedeles flertal på en generalforsamling. KLFs vedtægter kan i sagens natur kun ændres af for­eningens egne medlemmer.

I de fleste spørgsmål følger vi DLFs linje, men qua vores selv­stændige aftaleret kan vi indgå egne aftaler. Den mulighed vil vi gerne bevare.

Hovedstyrelsen slankes i forvejen med to »almindelige« pladser, og det betyder 21 pladser til »almindelige lærere« fremover. Med én plads vil vi være underrepræ­senteret i forhold til vores medlemstal på 4.800.

KLF mener, at der bør være respekt om mangfoldigheden og for de gensidige fordele, der er ved samvirket mellem de to for­eninger. Vi håber derfor oprigtigt, at kongressen fortsat vil respektere vores særstatus og dermed ikke vedtager at halvere vores repræ­sentation, der blandt andet er begrundet i et spareønske på 300.000. Er det virkelig prisen værd? Det tror vi ikke.