Huxleysk mareridt

At adjunkt Pernille Hviid mere fører sig frem som psykolog end som historiker, ses af hendes i »Bagsmækken« i Folkeskolen nummer 4 fremførte bemærkning om, at »den danske folkeskole tog en socialdemokratisk idé til sig og lovede gode uddannelsesmuligheder for alle«. Historisk set var det vel rettere socialdemokraterne, der efter næsten et århundredes tilløb vovede at påtvinge befolkningen et skolesystem, der vragede vort traditionelle og derfor håbløst høje faglige kundskabsniveau til fordel for rollen som laboratorium for egen parti­ideologi og påbegynde dannelsen af hele, ideale kunstprodukter af fremtidsmennesker. Dette hux­leyske mareridt har man i dag fundet på at omdøbe til en menneskevenlig hjælpsomheds kamp mod den fæle negative sociale arv. Og til dette formål skelner Pernille Hviid mellem sociologens fokusering på negative sociologiske strukturer, der bemægtiger sig visse familier, og skolelærerens formodede fokus på familien som producent af negativiteten. Og så har folkeskolens politiske og pædagogiske afsporere opnået tidsmæssig respit, inden de igen bliver nødt til at beskæftige sig med fallitboet, hvor svage tabes, og stærke forsømmes. Men det hele ødelægges desværre af sociolog Morten Ejrnæs udredning i Undervisningsministeriets »Uddannelse« nummer 8, hvor den negative sociale arvs egnethed som universalforklaring til skolekatastrofen afvises, idet overførsler af sociale problemer fra forældre til børnene kun kan regnes som undtagelser. Dette må politikerne enten overhøre eller straks gå i gang med at konstruere andre afledende undskyldninger for deres folkeskolefadæse.