Husker du, så husker jeg måske noget andet

Som jeg tidligere har nævnt, har den klasse jeg startede med i 1. klasse for 35 år siden afholdt en reunion. Det var fint at få udvekslet erindringer, men også tankevækkende, at det, der står markant for mig, som oftest er noget helt andet end det, der har prentet sig i elevernes hukommelser.

Efter at have tænkt en del over forskellene i erindringsglimt er jeg nået til en opfattelse af, at det vi husker, er det, der har overrasket os. Eleverne huskede både den almindelige stemning og enkeltepisoder fra mange gode timer med min oplæsning af Astrid Lindgren, Gunnel Linde, May Bylock, Ole Lund Kirkegaard, Flemmeing Quist Møller og Benny Andersen. Men de huskede også nogle af mine reaktioner, som var helt væk for mig selv - fx at jeg var blevet "vildt forarget", da en af kammeraterne havde foreslået, at tyrkerne kunne bo på lossepladsen. Til gengæld huskede jeg et væld af deres besvarelser på skriftlige opgaver, de selv havde glemt.

Forleden var det 32 årsdagen for Michael Strunges død. Tre år tidligere havde min kone sendt en hilsen til en af sine tidligere elever, som ikke havde været en af skolens mest tilpassede drenge, men som blev vakt af lyrikundervisning i almindelighed og af Strunge i særdeleshed, og på hvem tårerne fik frit løb, da hans dansklærer (min kone) kom ind i klassen og fortalte om Strunges selvmord. Dette, som må ramme enhver lærer i hjertekulen, er blevet en del af mindet om både Strunge og lærergerningen. Han svarede dengang på hendes korte facebookhilsen, og nu tre år senere poster han sit gamle svar: "I går var det 29 år siden et af min ungdoms spejlbilleder tog sit eget liv. Tænk, at hun husker ham og mig, og tænk at jeg i går havde glemt det og alt det hun gjorde for mig gennem ham". Det er jo en fantastisk hilsen at få: at være den lærer, der gør noget gennem digtningen, at være lærer, der vil faget og eleven noget, at være lærer, der sætter sig ud over sig selv! Kom så ikke og sig, at fag og omsorg ikke kan forenes, men at det ene må evalueres i en faglig evalering og det andet i en trivselstest.

Men denne tidligere elevs hilsen krydres med et af Strunges digte, der er husket næsten korrekt. Kun to ord er forbyttet. Digtet lyder:

"Berlin, måske findes der et aldrig fremkaldt billede af en pige på Kurfürstendamm, der i et sekund så mig som mennesket i verden, Berlin, mit hoved er så uklart, hvordan skal jeg finde hendes læber i alt det støv?"

(eneste fejlhuskning var ombytning af ordene 'et' og 'aldrig')

Når jeg oplever sådanne tilbageblik, ærgrer det mig, at jeg ikke gennem hele mit lærerliv har valgt at opsamle det, som eleverne har oplevet som de gyldne øjeblikke, og at jeg ikke som leder har gjort det samme i forhold til de ansatte.

Akademisk forlag har udgivet en bog om ledelse . https://issuu.com/akademiskforlag/docs/gyldne_oejeblikke

De fine erindringsglimt fra tidligere elever har vist, at de oplever anderledes end vi måske tror, og at disse oplevelser er langtidsholdbare. Ja, tænk, at nogle af dem kalder på at blive genpostet på facebook med års mellemrum. Tænk, om vi også kunne bygge på dem i hverdagen.

Så ville pligtopfyldende piger i 3. klasse ikke stå op til mavekramper ved udsigten til knudrede læsetest om oldtidens våben. Så ville sprogfattige børn fra ghettoerne ikke starte dagen i et sort sproghul. Så ville lærere og elever sammen kunne tage afsæt i noget, der var lykkedes - også efter elevernes mening.