Hui, hvor det går

I eventyret »Klods Hans« er der to irriterende og bedrevidende sønner, som er så smarte, at de kan det hele og det både forfra og bagfra. De konkurrerer om kongedatterens gunst, men fordi de er fastlåste i tale og tanke, taber de det hele på gulvet til sidst.

Sådan ser slagmarken om folkeskolen også ud.

I det ene ringhjørne befinder skoletraditionalisterne sig. Det er dem, der igen har fået mast en konservativ folkeskolelov igennem med kristent sortsyn, docerende dannelseskanoner og testtyranni, pottetræning og så videre.

I det andet ringhjørne befinder de såkaldt udviklingsorienterede sig, og de har gjort sig bekendt med hele det pædagogiske leksikon og byens avis for tre år. De har smurt sig i mundvigene med læring for bedre at kunne tale hen over hovedet på folk med dyre ord som: Mobilt læringsrum, hvor eleverne tager ejerskab og erhverver refleksive og operative kompetencer - tju bang chokolademand .

Hui, hvor det går! Desorienterede og vrede står almindelige lærere på bunden og tænker som Klods Hans: »Hvor svært kan det være? Det er mængden, der gør det. Dybest set handler det kort sagt stadigvæk om alt for mange elever per lærer i dårlige rammer. Eleverne forsvinder, læreren slides op, og enden på komedien bliver hverken dannelse eller uddannelse. Og det er ganske vist!«