Homogen elevsammensætning bør være en hovedsag for en skole

Undervejs i sin argumentation for simple principper i livet og dermed vel også i skolen strejfer lektor Hans Henrik Knoop den tyske sociolog Luhmanns tese om, at »der i sociale relationer nødvendigvis må herske en meget høj grad af enighed og respekt om noget grundlæggende, hvis man skal kunne gebærde sig som unikt individ«. Knoop nævner som eksempel nødvendigheden af at have »en fælles forståelse af syntaks og grammatik, for at vi kan forstå, hvad vi hver især siger og skriver«. Knoop kunne vel også have nævnt politiske partiers programmer som en betingelse for den fælles forståelse, der er en betingelse for sammenhold og handledygtighed inden for en bestemt politisk opfattelse. Og han kunne faktisk også godt have nævnt det fælles grundlag, der i så høj grad, som det er praktisk muligt, bør være til stede mellem eleverne i en klasse, for at læringen fremmes mest muligt. Et fælles grundlag, der i en børneskole selvfølgelig ikke primært kan udgøres af fælles politisk opfattelse, fælles tro, etik eller lignende, men derimod af en høj grad af fælles intellektuel formåen. Knoop er lidt inde på denne kætterske udlægning, idet han fremhæver, at vi som mennesker på mange måder er så ens, at mange principper vil kunne understøtte alles trivsel og præstationer. Overført på skolen: I en klasse bør eleverne befinde sig på så tilpas samme niveau og dermed være så tilpas ens intellektuelt udstyret, at deres læringspræstationer vil kunne understøtte hinanden. Jeg aner godt, at Knoop nok ikke bryder sig om en så konkret udlægning. At bekæmpe meningsløsheder er meget mindre risikabelt end at konkretisere kampen for homogenitet i skoleklasserne.