Højere udviklingsambitioner efterlyses

Her og nu står vi sidst i urafstemningsperioden om Overenskomst 21-forligene og kan se tilbage på endnu et kompliceret forhandlingsforløb. Overenskomstforhandlinger er et puslespil med adskillige brikker. Mange forskellige interesser er repræsenteret omkring forhandlingsbordene, og det hele foregår altid i en realøkonomisk virkelighed, som sætter de ydre rammer. Denne gang forhandlede vi med coronakrisen bøjet over os i neon.

Uden for landets grænser berømmes det danske arbejdsmarked for sin særlige indretning, der tager udgangspunkt i frivillige aftaler mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, som ikke hæmmer, men netop bidrager til vækst og velstand ved at formulere svar på nutidens og fremtidens udfordringer.

Modellen har vist sig frugtbar og langtidsholdbar for samfundsudviklingen, fordi den langt hen ad vejen inviterer til, at vi på det danske arbejdsmarked opbygger og vedligeholder høj social kapital, stabilitet, ejerskab og ansvarlighed. Det er således afgørende, at vi fører den tradition videre, og her må vi kunne forvente mere af vores offentlige arbejdsgivere.

En enig hovedstyrelse anbefaler den samlede overenskomstpakke, men den enighed rummer mange nuancer, og der kan også i hovedstyrelsens midte spores en betydelig ærgrelse over, at der var væsentlige krav, som vi ikke kom langt nok med. Det skyldes efter vores opfattelse, at vi i for stor udstrækning har offentlige arbejdsgivere med for lave ambitioner, når det kommer til at anvende overenskomstsystemet til at skabe udvikling i fællesskab. Her tænker jeg ikke mindst på kravene om bedre vilkår for seniorer og tillidsrepræsentanter samt ret til kompetenceudvikling og efteruddannelse.

Når det er skrevet, må man nok også acceptere, at vi generelt er nødt til at væbne os med tålmodighed i de centrale overenskomstforhandlinger. Nye krav til overenskomsterne bliver ikke imødekommet øjeblikkeligt, blot fordi vi forlanger det. Det handler om det lange seje træk og om at åbne døre på klem, som vi kan sætte en fod i og komme igennem næste gang.

I tiden indtil vi mødes til næste armlægning, må vi imidlertid søge at overbevise arbejdsgiverne om, at den danske aftalemodel fungerer bedst, når udviklingsambitionerne er høje på begge sider af bordet.