Historisk bevidstløshed

Begrebet »historiebevidsthed« er herligt tåget, alle kan påstå at være i besiddelse af denne bevidsthed, som ingen aner hvad er. Jeg vil kigge lidt på det og se, om jeg kan finde en smule fornuft i begrebet. Det er vanskeligt at være historielærer!

Som hovedregel for landets udenrigspolitik kan man vel fast­slå, at vi altid siden 1864 har bestræbt os på at »tækkes den stærkeste«. Men skal man vække nogen begejstring, nytter det ikke at hævde ovennævnte synspunkt, hvor rigtigt det end er.

Der er utallige eksempler, de mest slående stammer fra Anden Verdenskrig. Frikorps Danmark drog ud med regeringens velsignelse og vendte hjem til straf som forbrydere. Senere fulgte retsopgøret, hvor lovene med tilbagevirkende kraft falder særligt i øjnene. Man kan så fortsætte med at tælle frihedskæmperne før august 1943 og sammenligne tallet med de armbindsbærende i maj 1945. Tallet steg støt, jo mere vognen hældede.

Skal man vække noget som helst som historielærer, har man to muligheder: Man kan være totalt naiv og uvidende det er næsten tilgiveligt eller man kan være uvederhæftig og manøvrere uden om skærene. Den første mulighed er næsten den rareste.

Selv i den fortidige delte skole var problemet det samme.

Selv har jeg altid søgt at be­grænse al udenadslæren til det allernødvendigste, da den form er dræbende for al tankevirksomhed og kan vaccinere alle elever mod enhver omgang med bøger, ud over hvad skolen påbyder.

Allerede omkring 1930 og før var det galt med denne udenadslæren og paratviden.

Jeg vil slutte med at citere P. Sørensen-Fugholm meget frit. Han siger det bedre, end jeg kan: »Uvidenheden springer alle grændser. Man aner knapt hvem Øgenslæger er. Man ved ej Paulus havde filipenser. Man aner næppe, at Napolium var gift med Sct. Helene. Og at Christian d. 4 mis­tede et øje tæt ved Stiklestad. Vi kunne salmebogen udenad. Vi lærte religion og kongerække og meget andet, som jeg nu har glemt!«