Hildebrandsk skolevanvid

Professor Steen Hildebrandt forsvarer i kommentaren i Folkeskolen nummer 10 sit meningstomme og pjankede skolesyn med et til formålet konstrueret syn på barnet. Påstanden om, at barnet ikke er en lille voksen, er nemlig kun delvist sandt. For når barnet møder på skolen, er det nænsomt spundet ind i krav og forpligtelser på vej mod voksenverdenen. Barnet er altså i den henseende en voksen i sin vorden, af hvem der kan og bør kræves opmærksomhed omkring undervisningen. Og en skole er forhåbentlig et sted, hvor børn og voksne trives, men bestemt også er at opfatte som et »lille universitet«, hvor der skal finde en indlæring sted afstemt efter barnets alder og udvikling. Det sidste kan man tage hensyn til i den delte skole, men ikke meget i den udelte. At indrette skolen så udelt og rummelig, at den næsten kun egner sig til leg, morskab og sjov, som der selvfølgelig også skal være plads til, er derfor en fatal fejl. Og når man - vistnok med Hildebrandts billigelse - ikke vil indrette skolen, så dens mini-universitære virksomhed med den faglige videnformidling i front glider så nogenlunde af sig selv, så må omverdenen (regeringen) skrue på effektivitetsknapperne. Vi bør ikke svømme hen i dorsk, selvvelbehagelig, dekadent tornerosesøvn og være ligeglade med, om vi når op på siden af Singapore og Kina. Vi må stile efter at nå op på siden af de øverste. Noget af det nyttigste, der kan komme ud af målinger, test og konkurrencetænkning, er, at disse af Hildebrandt så ilde omtalte indgreb vælter alle teorier om udelthedens fortræffelighed og accentuerer behovet for en genindførelse af en undervisende, delt skole. Udeltheden trives bedst i faglig udvandethed, plathed, skæg og ballade.

Forkortet af redaktionen