Her sidder jeg og venter!

En medfødt hjertefejl betød, at jeg som 21-årig kom på førtidspension. Dette betød samtidig også et liv på sofaen i samvær med Dr. Phil og Oprah. Tiden gik hurtigt, men da jeg altid har været en fighter, havde jeg svært ved at affinde mig med dette liv. Jeg tog mig sammen og fandt endelig min rette plads på Frederiksberg Lærerseminarium. På seminariet oplevede jeg en mening med livet og en plads i samfundet. Men foruden diverse eksamener måtte jeg konstant kæmpe en kamp med kommunen.

I sommer kunne jeg endelig fejre, at jeg på normeret tid, med gode oplevelser i alle praktikperioder og eksamener, blev færdiguddannet som lærer.

Naiv som jeg var, forventede jeg, at kommunen ville hjælpe og støtte mig i at komme i fleksjob, da det er regeringens højt prioriterede mål at få unge førtidspensionister i job.

Min søgning for at få fleksjob begyndte allerede hos jobcentret i august sidste år, hvor jeg fik at vide, at det var for tidligt at søge, og derfor skulle vende tilbage omkring april i år. Nu sidder jeg så og venter på, at kommunen får behandlet min sag færdig. Jeg burde være fuldt berettiget til fleksjob, og jeg burde glæde mig sammen med mine medstuderende, som næsten alle har fået arbejde, i stedet for at kæmpe for at vække en sovende jobforvaltning.

Endnu en gang kan jeg se, at jeg må tage sagen i egen hånd, hvilket er en af grundene til, at jeg skriver dette indlæg. Jeg vil gerne gøre opmærksom på, hvordan det offentlige system fungerer, og samtidig håbe på, at der sidder nogle derude, som tænker, at de da lige har det helt rigtige job til mig. Hvis jeg selv har fundet et godt job, hvor jeg kan blive ansat på flekstid, så har jeg endnu en gang lettet min sag gevaldigt for jobforvaltningen.