Hemmelig løn

På forsiden af Jyllands-Posten 4. januar stod der:

»Hemmelig bonus til chefer«.

Artiklen omhandlede resultatløn til chefer i staten. Problemstillingen var, at der til direktører i statens tjeneste i 2002 var udbetalt op til 140.000 kroner via resultatlønskontrakter. Indholdet af kontrakterne er ikke offentligt tilgængeligt og kaldes »privat«.

Til dette var professor i erhvervsret Lars Bo Langsted citeret for at sige: »Det er skatteyderne, der betaler, og incitamentsprogrammerne regulerer direktørernes adfærd. Derfor bør borgerne have indsigt i kontrakterne«.

Det nuværende lønsystem, med resultatløn som et element, er kraftigt inspireret af måden, man angiveligt tænker løn på i den private sektor. Her har borgeren ikke et retskrav på indsigt i lønsammensætning for den enkelte ansatte. Det har man der­imod i den offentlige sektor, for som professor i forvaltningsret Claus Haagen Jensen siger: »Offentlighed giver større tillid til, at det går ordentligt for sig, og at man ikke sådan sidder og fusker lidt med det«. I en skole løses opgaverne fortrinsvist kollektivt, hvorfor vi er nødt til at fungere godt alle sammen. Det er derfor ikke lærernes ønske, at løn udmøntes på incitamentskontrakter, afhængigt af hvordan vinden blæser. Derfor er det en god idé, at den væsentligste del af lønnen aftales centralt i København og resten mellem kommune og kreds, byggende på »objektive«, bredt accepterede kriterier.

Diskussionerne om ønsker til lønsystemet fortsætter. Ren ideologisk skoleridt over temaet: »Nej til det hele vi er bare imod« håber jeg på kan afløses af den konstruktive samtale om, hvorledes det vil være fornuftigt at udarbejde et lønsystem, der passer til den decentralt styrede folkeskole.